Nu nærmer tilmeldingsfristen sig til ladywalk Agger arrangementet 2024.
Mennesker

Tilmeldingsfrist nærmer sig til populært event

13. april 2024 kl. 14:01

Tilmeldingsfristen for deltagelse i Ladywalk Agger er den 29. april. Så hvis man skal nå at tilmelde sig og købe en billet på Ladywalk Aggers hjemmeside, er det ved at være op over. Sådan lyder opfordringen fra, Lone Mark, der nu som arrangør for 15. år i træk placerer Agger på listen over startbyer til Danmarks største endags motionsevent for kvinder.

Agger er èn ud af 15 startbyer i Danmark, og den lille kystby langt mod nordvest har i alle de år byen har været tilmeldt, imponeret med år efter år at have et af landets største deltagertal – sidste år blev Aggers deltagertal kun overgået af København.

Lone Mark kan allerede nu se, at tilmeldingen til arrangementet i Agger er større end på samme tidspunkt sidste år, hvor deltagertallet nåede op på 2430 deltagere. Før corona kunne Agger tælle 6000 deltagere på startlisten, da arrangementet havde sit bedste år. Den rekord regner Lone Marks dog ikke med at slå igen, men hun arbejder på at få deltagertallet til igen at vokse år efter år. Og forleden fik hun en rigtig positiv besked.

- Jeg har fået tilsagn fra Gødstrup Hospitals personalegruppe om, at de nu tilmelder sig arrangementet her i Agger, og at de kommer herop samlet i en i bus. Hvor mange der kommer, har de endnu ikke givet melding om, men jeg forventer et stort hold, fortæller hun.

Det plejer altid at være lige inden tilmeldingsfristen udløber, at de store arbejdspladser tilmelder sig med hold fra store dele af landet. Og der er en særlig forklaring på, at mange vælger at tage turen til Agger fremfor at tilmelde sig start fra en af de store byer.

- Udover at kunne byde på en fantastisk smuk natur med gode gangstier, så laver vi altid noget særligt på startpladsen med underholdning, musik og boder, så det bliver hyggeligt at være på pladsen. Og vi hører fra deltagerne langvejs fra, at det og så ruten på vores gode gangstier gennem den skønne natur, er årsagerne til, at man vælger Agger som startsby, forklarer Lone.

Det gode formål

Ladywalk er en velgørende landsdækkende forening, som hvert år donerer penge til organisationer, der støtter sygdomsramte kvinder.

I 2024 støtter foreningen Hjerteforeningen, KIU- Kræft i underlivet - og OvaCure. Ladywalk er Danmarks største endagsmotionsevent for kvinder, som den sidste mandag i maj siden 2001 har samlet et stort antal motionslystne kvinder landet over.

Ladywalk har et ønske om at få kvinder i alle aldre og størrelser ud at gå. Samtidig med at man gør noget godt for sig selv, er man med til at gøre en forskel for andre kvinder, som har udfordringer med helbredet.

Ladywalk 2024 foregår mandag den 27. maj. På alle startsteder kan man vælge at gå enten 3, 7 eller 12 kilometer med fællesstart kl. 18:00.

Det koster 185 kroner at deltage med sidste tilmeldingsfrist den 29. april. Man kan tilmelde sig på dagen, men så er billetprisen 235 kroner.

Annonceret indhold

Nyeste