Christina Loop Holm er nu Hanstholm IFs nye formand.
Mennesker

Ildsjælen Christina tager stafetten: - Det var oplagt, at det var mig, der stod først

10. april 2024 kl. 19:01
Opdateret 11. april 2024 kl. 07:38

Christina Loop Holm fra Hanstholm er en ægte ildsjæl. Hun brænder for, at Hanstholm Idrætsforening fortsat skal være et vigtigt fritidsaktiv for by og for beboere i havnebyen.

Nu har hun taget det ultimative skridt i det frivillige idrætsarbejde og er netop blevet valgt som Hanstholm Idrætsforening nye formand.

En post, som hun føler, hun er helt klar til, selv om hun aldrig har dyrket holdidræt med bold.

- Faktisk er jeg lidt bange for en bold. Jeg har i stedet dyrket gymnastik og var for en del år siden gymnastiktræner, lyder det fra 37-årige Christina Loop, der er gift med Thomas Loop Holm og har tre børn på 12-10-6 år.

- Idrætsarbejde kender jeg efterhånden ret godt. Siden jeg i 2017 gik ind i HIFs aktivitetsudvalg. Her har jeg haft ansvaret for tre af klubben store aktiviteter: Hoppe-lege Dag, pinsefest og julefrokost. Så har jeg i HIFs hovedbestyrelse arbejdet tæt sammen de enere par år med den tidligere formand Kim Jørgensen. Så jeg føler mig godt klædt på til opgaven - at stå i spidsen for en aktiv og velfungerende idrætsforening med omkring 400 medlemmer, lyder det fra Christina Loop Holm.

Christina Loop er bange for boldspil - men går ikke af vejen for at tage den øverste post i Hanstholm IF.

Hun har ikke har planer om at ændre på den foreningen, der allerede går godt.

- Jeg vil i stedet komme med den energi, jeg kan byde ind med og bestræbe mig på, at HIF fortsat skal være en aktiv forening, når det gælder sports- og idrætstilbud til børn og unge. Men også at idrætsforeningen skal være en medspiller i byens liv - som eksempelvis at byde sig til når der skal arrangeres store aktiviteter som “Fisken på Disken”. Skulle jeg bidrage med noget ekstra, så kunne det være at at møde nye forslag om aktiviteter og andet positivt. Lytte til medlemmerne og deres ønsker og bakke op. For nok er HIF fodbold, håndbold, volley, gym og badminton, men der sker hele tiden noget nyt på idrætsområdet. Den udvikling skal vi også være opmærksomme på i Hanstholm IF, lyder det fra den nye formand.

Hun fortæller, at Hanstholm IF er en god og sund idrætsforening - veldrevet på grundlag af godt samarbejde. Den har en god økonomi i kraft af en solid sponsoropbakning.

- Vi mærker en klar opbakning generelt. Men selvfølgelig skal der arbejdes for sagen. Børnetallet falder. Folk har nok om ørerne i det daglige. De frivillige skal lige prikkes og spørges. For en idrætsforening står og falder med frivillige. Foreningen er vores alles. Her kunne det være rart, at flere bare kontaktede os og siger: Jeg vil gerne hjælpe - har I noget, jeg kan lave?

Det er nemt at kontakte klubben enten direkte til Christina Loop Holm eller på Facebook-siden, lyder det fra HIF-lederen.

- Jeg vil da gerne fortsætte i flere år, hvis jeg kan opnå genvalg, lyder det fra Christina Loop, der udover tjansen som formand fortsætter med at være koordinator på de tre opgaver som hun hele tiden har haft.

Hoppe Legedagen blev især en rekordsucces med 470 børn i vinterferien.

Annonceret indhold

Nyeste