Bjarne Breinholt har haft en tommestok i hænderne i nu 25 år med eget firma.
Mennesker

25 år med søm og skruer: Alle i byen kender Bjarne

21. marts 2024 kl. 14:01

Bor du i Hurup, eller for den sags skyld gammel Sydthy Kommune, så kender du helt sikkert tømrermester Bjarne Breinholt.

Gennem 25 år har han nemlig udført et utal af tømrerarbejder for sin primære kundegruppe, de private hus- og sommerhusejere, og det markerer han med en reception på firmaadressen Industrivej 8 fredag den 5. april fra klokken 12-16.

- Jeg blev selvstændig 1. april 1999, men i år falder den dato sammen med 2. påskedag, så derfor har jeg valgt at markere firmaets 25-års fødselsdag fredag den 5. april i stedet, smiler han.

Den nu 61-årige Bjarne Breinholt stammer fra Bedsted, hvor han gik på den lokale skole og i niende klasse var i skolepraktik hos tømrermester Børge Larsen i Villerslev. Her fattede han hurtigt interesse for faget og spurgte til, om han kunne komme i mesterlære.

- Jeg var kørt lidt skoletræt på det tidspunkt, så jeg var ivrig efter at komme i gang med at lære tømrerfaget. Men beskeden fra mester lød, at jeg skulle tage tiende med, så det gjorde jeg og kom derefter i lære, siger Bjarne Breinholt.

Efter læretiden aftjente han sin værnepligt i Livgarden, og da han vendte hjem til Thy, bosatte han sig i Hurup og søgte arbejde hos Vipo Vinduer i Vestervig.

- Jeg kendte firmaet af navn, men ellers ikke. Jeg skulle bare have et arbejde, så jeg mødte frem og bankede på døren om fredagen og spurgte dem, om de kunne bruge en gammel soldat. Det kunne de. Jeg blev ansat på stedet og begyndte hos Vipo Vinduer mandagen efter, husker han.

Bjarne Breinholt står klar til at køre ud på endnu en opgave.

Fik en fyreseddel

Det blev til godt et år i Vestervig, før han valgte at sige op for at prøve noget helt andet og blive praktisk hjælper for en plejefamilie i Skyum og familiens fem plejebørn.

- Her hjalp jeg med praktiske opgaver og skulle blandt andet køre børnene i skole. Men det blev kun en kort karriere for mig i det fag, for en dag blev jeg fyret. Det er så til dato den eneste fyreseddel, jeg har fået, smiler Bjarne Breinholt.

Med fyresedlen i hånden og på vej hjem til Hurup, kørte han forbi sin tidligere læreplads i Villerslev og fik igen arbejde i tømrerfaget.

- Jeg havde egentlig tænkt, at det kun skulle være for en kort bemærkning, men i stedet blev det til 14 år. Og en dag kom min mester så og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at blive selvstændig og overtage firmaet, fortæller Bjarne Breinholt.

Som spurgt, så gjort. Bjarne Breinholt takkede ja og flyttede kort efter tømrerfirmaet til den nuværende adresse i Hurup.

- Her købte jeg det tidligere tømrerværksted på adressen og flyttede ind med mine daværende to svende og en lærling, siger Bjarne Breinholt.

Hans tilgang til kunderne har gennem alle år været, at ingen opgave er for lille, så derfor har den primære kundegruppe været private hus- og sommerhusejere.

- De private står for cirka 75 procent af forretningen, mens resten er erhverv. Derfor er den typiske opgave af to-tre dages varighed, siger Bjarne Breinholt.

Mere tid til familie og golf

Med private, som den primære kundegruppe, havde han som sådan ikke forestillet sig det store vokseværk i firmaet fra dengang, det hele begyndte for 25 år siden. Men han har gennem alle år vægtet det højt at uddanne lærlinge. For som han siger, uden lærlinge, inden svende.

Over 25 lærlinge har derfor taget svendebrev hos Bjarne Breinholt frem til i dag, og medarbejderstaben udgøres i dag af syv lærlinge, fem svende og Bjarne Breinholt selv.

Som 61-årig er Bjarne Breinholt begyndt at tænke lidt fremad for firmaet og sig selv.

- Jeg tænker, jeg nok bliver ved i endnu fire år, og jeg er så småt begyndt at have følere ude for at finde ud af, om nogen skulle have interesse i at føre firmaet videre, siger han og tilføjer, at han efter et farvel til arbejdslivet ser frem til at få mere tid til børn og børnebørn, rejser og ikke mindst sin passion for at spille golf.

Annonceret indhold

Nyeste