Restaurationschef Mikkel Hansen, opvokset i Klitmøller, (f.v), Tmoas Sekkelund og Jacob Pedersen, Kyst og restauratør Thomas Karkyd åbner 28. marts den nye udgave af Klitmøller Røgeri.
Mad & Drikke

Nyt kapitel for populært spisested: Utraditionelt partnerskab tager over

15. marts 2024 kl. 19:00

De er egentlig vidt forskellige virksomheder. Men én ting er de fælles om, og det er passionen og kærligheden til frisk fisk og skaldyr fra hav og fjord.

Nu tørner Limfjordens Hus i Glyngøre og fiskesalgshuset Kyst - Hanstholm ud i et nyt partnerskab, der skal give Klitmøller Røgeri et boost og et professionelt løft.

Og det skal ikke mindst munde ud i udsøgte udsøgte måltider med ægte lokal smag.

- Vi kaster os ud i dette nye kapitel, fordi vi elsker fisk, havet og stemningen i Klitmøller. Det er en oplagt mulighed for at forene det bedste fra havet med kulinarisk ekspertise, fortæller de to indehavere af Limfjordens Hus, Rasmus Karhyd og Mikkel Hansen, og Thomas Sekkelund og Jacob Pedersen, medejere af Kyst.

KYST i Hanstholm kan levere alle de lækre råvarer og ved alt om at skaffe det bedste fra dag til dag. Og vi fra Salling kan lave fortryllende måltider, og vi ved, hvad god fisk kan blive til. Det hele skal blandes med den ægte ånd af Klitmøller. Det passer som fod i hose mellem være to virksomheder. Det bliver ikke en “Limfjordens Hus 2.0”, men vi ønsker at højne kvaliteten, og vi vil gribe alt an på en markant anderledes måde, når det gælder driften af restauranten - Klitmøller røgeri, uddyber de.

- Der bliver ikke lange ventetider for at få sin mad. Vi nyindretter køkkenet, så der kommer et helt nyt professionelt flow.

Lokale råvarer

På menusiden bliver der grundlæggende ikke ændret meget på kortet. 

Men kunderne vil opleve at meget af tilbehøret, som dips mm. er hjemmerørt, og at det er lokale råvarerne af topkvalitet, der er benyttet.

- Men menukortet er ikke mere fast - end at vi planlægger at leve “tavletilbud” - når Kyst har noget spændende fisk eller skaldyr. Så ønsker vi at rykke på det - så gæsterne kan få en særlig oplevelse. Og så vil man bemærke at der kommer noget på tallerkenen. Vi sætter jo vores gode rygte ind. Så vi vil naturligvis gøre Klitmøller Røgeri til en kulinarisk oplevelse at besøge, lyder det fra de to fra Limfjordens Hus.

Passer godt sammen

For Kyst - Thomas Sekkelund og Jacob Pedersen, er det også med spænding, at de går ind i restaurationsbranchen.

- Vi synes bare, at det er fedt at hooke op med to så dygtige folk som Rasmus og Mikkel. Vi har handlet sammen i fem år, og vores to forretninger svinger bare rigtigt godt sammen. Vi vil nøjagtigt det samme. Vores rolle bliver at levere råvarer fra hav og fjord af topkvalitet. Blandt andet skal vi levere et større udvalg af kaviar til Klitmøller. Ja - det er absolut i kanten af vores forretning - men vi glæder os helt vildt til åbningen.

Det bliver til påske, 28. marts, at Klitmøller Røgeri slår døren op. Herefter vil der være åbent hver weekend, og til juni holder man åbent hver dag i sommersæsonen hen til uge 43. Der bliver sandsynligvis også åbent i vinterferien.

De fire nye restauratører har forpagtet Klitmøller Røgeri for foreløbigt to år.

Annonceret indhold

Nyeste