Nu åbner den 11. klinik i kommunen.
Livet her

Ny sygeplejeklinik slår dørene op

30. april 2024 kl. 17:01

THISTED: Fra 1. maj er der også en sygeplejeklinik i vestbyen i Thisted. Her åbner nummer 11 i rækken af klinikker i kommunen, der servicerer borgerne i Thy.

Tidligere var det almindeligt, at den kommunale sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent altid kom ud til borgeren, når der fx skulle skiftes forbindinger, dryppes øjne, doseres medicin, måles blodsukker eller undersøges urin. I dag klares en stadigt stigende andel af den type sygeplejefaglige opgaver på sygeplejeklinikker rundt om i kommunen, og i Thisted Kommune er de fra på onsdag fordelt på seks forskellige adresser.

- Vi er glade for nu at kunne udvide vores tilbud med en klinik i den vestlige ende af Thisted By. Det betyder, vi nu har tre klinikker i byen, fortæller Nina Odde, der er leder af hjemmeplejen i Thisted Kommune.

Fuldt udstyret klinik

Den nye klinik ligger på Dragsbækcentret, med indgang fra kælderen og med parkering lige udenfor. Som på de øvrige er klinikken bemandet af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.

- Klinikkerne er fuldt udstyret og de fungerer på samme måde som hos din praktiserende læge. Borgeren får en tid, og kan på den måde også få besøget til at passe ind i sin dag. De skal ikke sidde og vente på, at vi kommer forbi for at rense et sår eller dosere medicin, forklarer Nina Odde.

Tiden skal bruges på borgerne

Til grund for den politiske opbakning til sygeplejeklinikkerne ligger blandt andet et behov for at udnytte hjemmeplejens ressourcer i Thisted Kommune bedst muligt. De ansatte indenfor Hjemmeplejen i Thisted Kommune kører f.eks. 200.000 kilometer hver måned for at løse deres opgaver. Hvis noget af tiden brugt i bilerne i stedet kan bruges på pleje, så får flere gavn af hjælpen, forklarer Anne Fink, der er chef for Ældre og Træning i Thisted Kommune:

- I en tid, hvor både medarbejdere og økonomi er en mangelvare, så skal vi være parate til at tænke nyt og lave alternative løsninger til den måde, vi tidligere har løst opgaverne på. Sygeplejeklinikkerne er et eksempel på, at vi ændrer på en tidligere praksis. Med klinikkerne kan vi reducere den tid, de faglærte bruger på landevejene og sætte deres kræfter bedre i spil i plejen af borgerne, siger Anne Fink.

Hun peger samtidig på, at klinikkerne også er vigtige i forhold til arbejdsmiljøet.

- Ved at borgerne kommer til os, så kan vi indrette fuldt udstyrede klinikker, der lever op til de krav, der er til indretning af en arbejdsplads, hvor man skal behandle og udføre sygeplejefaglige opgaver, så det er også godt for vores ansatte, siger Anne Fink.

Den nye klinik åbner på Dragsbækcentret onsdag den 1.maj. Den første borger kommer kl. 10.30 og I er velkomne til at være med.

Annonceret indhold

Nyeste