Søren Pedersen var eminent i målet mod Lemvig-Thyborøn.
Livet her

Veteranen har haft svært ved at finde sit flow: Dejligt, at jeg fandt det her niveau

Søren Pedersen har kontraktudløb til sommer, men han håber, at et par gode præstationer kan spille ham nærmere en forlængelse

06. februar 2021 kl. 17:50
Opdateret kl. 18:46

HÅNDBOLD: Der hersker ikke megen tvivl om, at Søren Pedersen var den helt afgørende faktor for, at Mors-Thy lørdag fik brudt den skrækkelige stime på ni liganederlag i træk.

Han blev skiftet ind efter otte minutter, da hjemmeholdet var nede med tre mål, men måtte forlade banen med en skade med 10 minutter igen ved stillingen 23-23. Men forud havde han leveret flere redninger på helt frie afslutninger og sluttede på en redningsprocent på næsten 50.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det er den her sæson, hvor jeg i min karriere har spillet færrest minutter. Jeg har haft utroligt svært ved at finde rytmen i mit spil i rollen som andenmålmand.

Se også
Se billederne: Sprællemand stoppede alt mod Lemvig- også Mors-Thy's stime af nederlag

- Jeg har skullet finde redningerne, når jeg fik chancen. Det har ikke givet mig det flow, som jeg har været vant til i mange sæsoner. Omvendt har jeg stadig en stor tro mine evner, så det var dejligt, at jeg fandt det niveau frem, som jeg ved, jeg har, siger Søren Pedersen.

Søren Pedersen ser gerne, at hans tid i Mors-Thy fortsætter efter sommerferien.

Mors-Thy Håndbolds træner, Jonas Wille, var ikke personen bag udskiftningen i målet. Det var i stedet førstemålmand Rasmus Bech, som tog temperaturen på kampen og bad om et skifte.

- Bech skal have stor cadeau for selv at kalde den udskiftning. Søren Pedersen havde nogle store redninger, som var med til at skifte momentum i kampen, så det var rigtigt set, lyder det fra den norske træner.

Søren Pedersen var ærgerlig over ikke at stå den sidste del af kampen, men han kunne heldigvis se sin målmandskollega nappe et par bolde i afslutningen.

- Det er altid træls at blive skadet, men det var med tanke på de fremtidige kampe. Jeg kunne mærke et tryk i baglåret. Jeg har fået kompres på, og så skal fysioterapeuten lige have et kig på den. Jeg håber, at det ikke er værre, end jeg er med på torsdag mod SønderjyskE.

Målvogteren måtte forlade banen før tid med en skade i baglåret, men håber, at han kan være med på holdkortet mod SønderjyskE på torsdag.

Den 34-årige målmandsveteran håber, at han med præstationen kan nærme sig flere minutter på banen.

- Når jeg leverer godt, så viser jeg, at jeg er berettiget til mere spilletid, men jeg er også klar over, at Rasmus Bech er førstemålmand og starter inde, så det vigtigste er, at vi har et godt samarbejde og tilsammen finder de redninger frem, som i sidste ende kan sikre os sejren, siger han.

Søren Pedersen har kontraktudløb til sommer, men han håber på, at han kan fortsætte i Mors-Thy efter sæsonen.

- Jeg føler stadig, at jeg har mange år i mig, men jeg vil ikke skifte for enhver pris. Jeg håber, at klubben er bevidste om mine kvaliteter og har lyst til at anvende dem fremadrettet. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at knokle på, lyder det fra målmanden.

Annonceret indhold

Nyeste