Livet her

Se billederne: Sprællemand stoppede alt mod Lemvig- også Mors-Thy's stime af nederlag

Veteranmålmand Søren Pedersen var suveræn med en redningsprocent tæt på 50, da Mors-Thy endelig vandt en ligakamp

06. februar 2021 kl. 15:42
Opdateret kl. 18:46

HÅNDBOLD: Ni liganederlag i træk lød den sørgelige stime på for Mors-Thy, før lørdagens hjemmekamp mod Lemvig-Thyborøn i HTH Herreligaen.

Den negative stime er nu brudt efter Mors-Thy besejrede bundholdet med 30-27 efter en jætteindsats af Søren Pedersen i målet.

Se masser af billeder fra kampen nederst i artiklen.

Det var ellers et hjemmehold, som startede særdeles skidt i begge ender af banen. Jonas Gade sørgede for en god start, da han bankede det første mål ind, men herfra var angrebsspillet fyldt med fejl og langt fra sammenhængende.

Rasmus Bech fik ikke fat i starten af kampen, men da han med 10 minutter tilbage afløste en skadet Søren Pedersen, bidrog han med flere gode redninger. Foto Lars Pauli

Den samme negative tendens gjorde sig gældende i forsvaret, hvor målene haglede ind bag Rasmus Bech, der på de første fem skud på mål ikke noterede sig for en redning. Lemvig-Thyborøn fik derfor efter otte minutter skabt et hul på 5-2.

Mors-Thy's træner Jonas Wille så sig nødsaget til at skifte på målmandsposten, og det gjorde han klogt i. Selvom Søren Pedersen lige skulle spille sig varm i målet, så blev han nøglen til, at Mors-Thy fik vendt kampen.

Se også
Veteranen har haft svært ved at finde sit flow: Dejligt, at jeg fandt det her niveau

Samtidig beordrede Jonas Wille defensiven frem i et 5-1 forsvar, hvor Emil Bergholt fik til opgave at stresse gæsterne. Det gav pote for hjemmeholdet, som fik fat i vestjyderne ved stillingen 9-9.

Lemvig-Thyborøn gik derfra over til syv-mod-seks i angrebet. Det fik udeholdet hurtigt succes med og fik igen skabt sig et lille hul ved stillingen 12-10.

Anføreren Emil Bergholt fik slidt sig til et par scoringer inde på stregen, mens han var med til at stresse gæsterne i det fremskudte 5-1-forsvar, som Jonas Wille flere gang skiftede til. Foto Lars Pauli

Men det var også en farlig manøvre for Lemvig-Thyborøn at spille sine angreb uden en målmand overfor en flyvende Søren Pedersen, der sluttede halvlegen med en redningsprocent over 50.

Det gav Mors-Thy flere hurtige kontrastød og nemme mål, og værterne kunne derfor på en sidste sekunds scoring af Fredrik Tilsted gå til pause foran 15-13.

Det høje niveau, som Søren Pedersen havde lagt for dagen i første halvdel af kampen, fortsatte han med efter pausen. Det gav Mors-Thy gunstige muligheder for at løbe kontra og udbygge føringen.

Desuden blev angrebsspillet mere harmonisk, og det gav de blåklædte muligheden for at spille bredt til fløjene. Her var Bjarke Christensen sikkerheden selv med tre mål på fem minutter. Det gav Mors-Thy en føring på 19-15.

Gassen gik af nordvestjydernes angrebspil, og det udnyttede Lemvig-Thyborøn til at bringe balance i regnskabet med et kvarter tilbage.

Jonas Gade var skarp i offensiven, hvor han bidrog med fire scoringer. Foto Lars Pauli

Desværre måtte Mors-Thy med 10 minutter tilbage se sin bedst spillende spiller - Søren Pedersen - forlade banen for at modtage behandling.

Det fik dog ikke den store indflydelse på den resterende del af kampen, for et effektivt hjemmehold udnyttede sine muligheder, og var med fem minutter tilbage foran med 27-24.

Lemvig-Thyborøn fik gjort det spændende til sidst, da de kom på 27-28, men Mors-Thy var kølige til sidst og sikrede sig sejren.

Mors-Thy var uden Mads Hoxer, der er blevet opereret i knæet og ventes ude i omkring otte uger.

Næste opgave for Mors-Thy er på torsdag, hvor SønderjyskE slår vejen forbi Sparekassen Thy Arena.

Annonceret indhold

Nyeste