Livet her

Se billederne: Thisted fortsætter i 2. division - deler pointene med VSK Aarhus

Thyboerne spillede 1-1 mod VSK Aarhus i en kamp, som kun havde kosmetisk betydning for hjemmeholdet

30. maj 2021 kl. 14:56
Opdateret kl. 17:47

FODBOLD: Thisted FC spillede søndag 1-1 mod VSK Aarhus i sæsonens sidste hjemmekamp i 2. division.

Kampen havde på forhånd ikke den store betydning, da Thisted FC's målsætning om en placering i top-6 allerede blev en realitet lørdag. Det gjorde den, da BK Frem tabte til B93. Dermed kan Thisted ikke længere slutte udenfor top-6.

Det betyder, at Thisted også er at finde i 2. divison fra næste sæson.

Se også
Thisted FC gafler rutineret Vendsyssel-spiller: Har savnet fællesskabet

Selvom målsætningen var indfriet, så skulle der naturligvis stadig spilles fodbold på Sparekassen Thy Arena, hvor VSK Aarhus modsat havde masser at spille for. Østjyderne kunne med en sejr bringe sig tæt på at sikre en placering i top-6.

Thisted FC spillede søndag på hjemmebane mod VSK Aarhus i fodboldens 2. division.Foto Lars Pauli

Det startede dog horribelt for gæsterne. De mange tilskuere havde knapt fundet deres pladser, inden Thisted i første spilleminut gjorde det onde ved gæsterne fra VSK Aarhus.

Det var som vanligt topscoreren i 2. divisions pulje 1 - Yao Dieudonne - som med sit 15. sæsonmål gjorde det til 1-0.

VSK Aarhus mistede bolden nær eget felt, og efter lidt klumpspil havnede bolden for fødderne af Yao Dieudonne, der resolut sparkede kuglen mod kassen. Bolden ramte en VSK-spiller på vej mod målet og sneg sig akkurat over målstregen.

Efter en lille halv times spil begyndte Thisted-offensiven igen at vise tænder. Først var det angriber Mathias Andersen, som fik muligheden for at prikke bolde forbi Rasmus From i aarhusianernes mål, og kort efter opstod en næsten identisk mulighed til Yao Dieudonne. Men Rasmus From blev vinderen i begge dueller.

Thisted FC - VSK Aarhus 1-1 (0-0)

Mål: 1-0 Yao Dieudonne (1. minut), 1-1 Martinus Mandal (straffe, 74. minut)

Advarsler: Emil Lagergaard, Thisted (62. minut), Rasmus Fink, VSK Aarhus (63. minut), Laurits Bust, Thisted (73. minut)

Thisteds opstilling (4-4-2): Andreas Raahauge - Laus Østervig, Mathias Myrthue, Laurits Bust, Emil Lagergaard - Frederik Sloth (Magnus Andersen, 84. minut), Gloire Rutikanga, Asger Bust (Frederik Vestergaard, 61. minut), Mads Stefansen (Mads Vang, 45. minut) - Mathias Andersen (Nicolai Laursen, 84. minut), Yao Dieudonne

Selvom det var gæsterne, som var pisket til sejr, så var det påfaldende, så få chancer de skabte. Et hovedstød, som Andreas Raahauge ingen problemer havde med at holde, var den eneste nævneværdige chance i første halvleg.

Kort før pausen var Yao Dieudonne ved at gøre sig til dobbelt målscorer, da han fik en bold i dybden af Asger Bust. Den stærke ivorianer holdt sin direkte oppasser væk og hamrede bolden på stolpen.

Starten af anden halvleg blev præget af et noget anden kampbillede. VSK Aarhus jagtede vigtige point, og derfor tog udeholdet meget mere initiativ på bolden. Det var dog stadig få muligheder, som gæsterne kom frem til.

Thisted FC spillede søndag på hjemmebane mod VSK Aarhus i fodboldens 2. division.Foto Lars Pauli

Det blev dog ændret med et kvarter tilbage, da Laurits Bust begik et straffespark, som Martinus Mandal stensikkert eksekverede.

Hvis VSK Aarhus kunne holde 1-1-resultatet, havde de top-6-skæbnen i egne hænder i sidste spillerunde. Derfor gik aarhusianerne naturligt i defensiven, mens Thisted pressede hårdt på for sejrsmålet.

På trods af en pæn portion af chancer, så formåede Thisted ikke at score det vindende mål.

Thisteds sidste kamp i sæsonen venter på lørdag, når de tager turen til Fyn, hvor Næsby BK venter.

Annonceret indhold

Nyeste