Mors-Thy kunne ikke gentage pokalsejr og hænger fast i bunden
Mors-Thy Håndbold tabte i Fredericia og bliver på næstsidstepladsen
HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold kunne ikke gentage tirsdagens pokalsejr i Fredericia, da de to hold lørdag eftermiddag tørnede sammen samme sted i HTH Herreligaen.
Fredericia HK vandt en sikker sejr på 35-29, og derfor er Mors-Thy stadig kun noteret for to point efter sæsonens første seks kampe.
Fredericia HK - Mors-Thy Håndbold 35-29 (19-15)
Stillinger undervejs: 4-2, 9-6, 11-10, 13-13, 19-15 (pausestilling), 21-16, 24-19, 28-22, 32-25, 33-26
Topscorer, Fredericia: Kristian Stoklund 6
Mål, Mors-Thy: Erik Toft 10, Bjarke Christensen 8, Tim Sørensen 4, Sander Øverjordet 3, Andreas Nielsen 2, Lasse Pedersen 1, Emil Hansson 1
Udvisninger: Fredericia 3, Mors-Thy 5
Mors-Thy tog en ganske overbevisende sejr, da de to hold i tirsdags duellerede om en plads i pokalturneringens Final4, men lørdag var forskellen pludselig endnu større i hjemmeholdets favør.
I Mors-Thys mål kunne Rasmus Henriksen ikke få nær så godt fat som i tirsdags, og efter 10 minutter førte Fredericia 8-5.
Anført af Erik Toft fik Mors-Thy dog stille og roligt kæmpet sig tilbage i kampen, og efter 23 minutters spil kom gæsterne tilbage på omgangshøjde, da Tim Sørensen udlignede til 13-13.
I de sidste syv minutter af første halvleg faldt Mors-Thys scoringsfrekvens dog mærkbart, og det udnyttede Fredericia til at gå til pause foran 19-15.
Den føring udbyggede Fredericia fra anden halvlegs start. Hjemmeholdet scorede stadig nærmest efter behag, og efter godt otte minutter var føringen oppe på 24-17.
På mindre end to minutter lykkedes det imidlertid Mors-Thy at reducere den føring med tre mål, så hjemmeholdet følte sig tvunget til at reagere med en timeout.
Med det fik Fredericia sat en stopper for Mors-Thys comebackforsøg, for sydjyderne fik hurtigt genetableret en føring på seks mål.
17 minutter inde i anden halvleg var føringen endda øget til 30-22, og derfra var kampen reelt afgjort.
Næste mulighed for Mors-Thy for at kravle op ad i tabellen er næste lørdag, hvor der venter en hjemmekamp mod Nordsjælland.