Ko-Ko vakte begejstring hos de yngste kunder.
Shopping

Nykøbing-butik festede i fire dage med kagemand, lykkehjul og panda

06. april 2024 kl. 14:00
Opdateret 08. april 2024 kl. 10:04

NYKØBING: Skal der være fest, så lad der være fest.

Hos tøjbutikken dansk på Nørrebro i Nykøbing går butikschef Trine Dahl og souschef Lotte Reiche ikke af vejen for at skabe en fest for kunderne.

Og da tøjkæden ikke på forhånd havde lagt op til den store fest i forbindelse med navneskiftet fra dansk outlet til blot dansk med tilføjelsen ”Vi klæ´r familien på”, tog de sagen i egne hænder.

- Hos dansk i Nykøbing kender vores kunder os for at lave sjove, spændende og kreative arrangementer og oplevelser i butikken og på Facebook. Derfor syntes vi, at der var god grund til at fejre det nye navn med en åbningsfest, som vi så valgte skulle strække sig over fire dage, smiler begge.

Og festet blev der med kagemand og et gavekort på 500 kroner til de tre første kunder tirsdag efter påske. Onsdag blev der så raflet om prisen, hvor to ens terninger slog prisen på varen ned til det halve, torsdag kunne man dreje på lykkehjulet og være heldig at vinde en lykkepose eller rabat på købet, og fredag delte butikkens nye maskot, pandaen Ko-Ko, slik ud til familiernes yngste.'

Souschef Lotte Reiche og butikschef Trine Dahl, flankerer her butikkens nye maskot, pandaen Ko-Ko.

Der skulle også have været en spansk dessert til alle fredag, men den bestilte Churros-vogn meldte afbud fra morgenstunden på grund af sygdom.

- Så ringede vi det halve Jylland rundt for at finde en afløser, men den ene, som svarede positivt, ville have alt for mange penge, siger Trine.

Gode råd var dyre, men blev til at betale, da Trine og Lotte lagde de krøllede og kreative hjerner i blød. Løsningen blev butikkens egen popcornmaskine, der blev fyldt med bacon-chips, som de hastede ud i byen for at tømme to lokale fødevarebutikkers hylder for.

Så i stedet for Churros, fik kunderne lune chips, som bestemt blev taget godt imod.

Ko-Ko vil fremover markedsføre dansk i nykøbing, både i butikken, men også til arrangementer og sportsbegivenheder ude i byen.

Nyt tøj fra kendte brands

Med navneskiftet til blot at hedde dansk og med en ny visuel identitet, vil tøjkæden sende et signal om, at outlet er fortid.

- Vi er glade for navneskiftet, for vi har ikke 2. sorteringstøj hos os. Det er nyt tøj fra mange kendte brands, som vi bare sælger billigt samtidig med, at vi hele tiden får nyheder ind i butikken, siger Lotte.

Fredagens børn faldt i øvrigt pladask for den nye maskot, som butikken fremover vil bruge flittigt i sin markedsføring. Derfor vil Ko-Ko, med sin rød-hvide dansk vest, snart kunne ses rundt om i byen til arrangementer og sportsbegivenheder, men også i butikken.

- Udgangspunktet var at finde en børnevenlig maskot, og det må vi sige, er lykkedes med vores panda. Når børnene får øje på Ko-Ko bliver de begejstrede og løber den glad i møde, siger Trine.

Annonceret indhold

Nyeste