Vestervig Kirke danner rammen om den fælles korkoncert.
Det sker

Talentstævne kulminerer med korkoncert i kendt kirke

28. april 2024 kl. 14:02

VESTERVIG: Når Vestervig Kirke søndag den 5. maj klokken 15 danner ramme om en fælles korkoncert med Thisted Kirkes Drenge-Mandskor og Nordvestjysk Pigekor, så bliver det kulminationen på to dages intensivt talentstævne, hvor de to kor får undervisning på Vestervig Kirkemusikskole, hvor et af målene er at give korene et sangteknisk og klangligt løft gennem forskellige aktiviteter, herunder hørelære og ensemblesang.

Talentstævnet, der er støttet af Augustinus Fonden, arrangeres af Thy Sangskole i samarbejde med de to kor, Vestervig Kirkemusikskole og Hawkraft Kulturhotel og ud over at give korene mulighed for at suge lærdom til sig fra førende korledere, så håber leder af Thy Sangskole, Kristina Brogaard, at sammenføringen af piger og drenge til det fælles talentstævne, kan være med til at skabe nye venskaber og et større fællesskab mellem sangerne fra de to kor.

- Ved at samle de to kor om et fælles projekt håber jeg, at vi kan bane vejen for et større fællesskab mellem korene og være med til at skabe venskaber på tværs af piger og drenge. De unge har det jo med at forlade området, når de skal studere videre. Flytter man til København eller Aarhus, kan det være rart at møde korvenskaber i samme byer, som man på forhånd har knyttet hjemmefra, så man på den måde kender nogen, der deler ens interesse for sang og kor, siger hun.

Nordvestjysk Pigekor.

Og i Vestervig bliver der rig mulighed for at opnå større fællesskab og knytte venskaber, for de to kor kommer for alvor til at arbejde tæt sammen på kirkemusikskolen og efterfølgende slappe af og lære hinanden endnu bedre at kende på det nærliggende Hawkraft Kulturhotel, hvor de skal overnatte.

- Med kirkemusikskolen, kulturhotellet og kirken, byder Vestervig på optimale rammer for vores talentstævne og efterfølgende koncert, siger Kristina Brogaard.

Imponerende baggrund

På kirkemusikskolen bliver korsangerne undervist af Andrea Krüger Holm, der også står for at dirigere den fælles korkoncert i Vestervig Kirke.

Andrea Krüger Holm, der er kandidat i klassisk korledelse fra Det Jyske Musikkonservatorium, har

en imponerende baggrund, der inkluderer studier hos anerkendte korledere som Carsten Seyer og Søren Kinch Hansen.

Med en dyb forståelse for sang, anatomi og korledelse har hun bidraget betydeligt til dansk sangliv gennem sin rolle som sangkonsulent og daglig leder af Sangkraft Aarhus.

Talentstævnet får yderligere styrke af skolens bidrag med ekstra undervisning af Annette Bo Nielsen samt stedets gode faciliteter. Vestervig Kirkemusikskole er et førende uddannelsessted inden for korledelse.

- Vi glæder os til at komme til Vestervig, og alle er velkommen i kirken søndag den 5. maj, hvor jeg kan love en uforglemmelig eftermiddag med en skøn koncert fra to af regionens dygtigste kor, siger Kristina Brogaard.

Annonceret indhold

Nyeste