Mikala Korsgaard og Sara Madsen var først i køen foran Normal.
Shopping

Mikala og Sara pjækkede fra skole: - Vi elsker Normal

04. april 2024 kl. 11:29
Opdateret 06. april 2024 kl. 09:45

MORSØ: - Ja, vi pjækker fra skole, men lærerne ved det godt. De havde spurgt os elever forinden, om vi blev væk fra skole for at være med til åbningen af Normal. Selvfølgelig svarede vi ja, for vi elsker Normal. Og selv om vi får fravær, så er det bare det hele værd.

Sådan lød det samstemmende fra de to skoleveninder fra 10´eren i Nykøbing, Mikala Korsgaard og Sara Madsen, da de torsdag morgen var de første to i køen foran indgangen til Normal i gågaden i Nykøbing.

Begejstringen var stor hos Mikala Korsgaard og Sara Madsen, da de kom indenfor i det forjættede Normal-land.

Allerede klokken 8.15, en time og et kvarter, før personalet fra Normal åbnede døren til en stort anlagt åbningsfest, stod de to veninder og småfrøs i et regnfuldt morgenvejr.

Men selv om vejrguderne mildt sagt ikke var i feststemning, så var humøret på mange plusgrader hos de forventningsfulde veninder.

Butikschef Lone Andersen delte goodiebags ud til de mange kunder i køen.

- Det er bare så sygt fedt og vildt, at Normal åbner i Nykøbing. Det havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet. Men nu er den her, og så slipper vi for den lange tur til Skive for at handle hos Normal, sagde Mikala og forklarede, at kærligheden til Normal skyldes det store udvalg af kosmetik og andre varer, som teenagepiger forbruger.

- Matas har mange af de samme varer, som Normal. Udvalget er bare langt større og billigere hos Normal og så kommer de hele tiden med nyheder.

Kort før åbningen klokken 9.30 stod omkring 300 kunder i kø ned ad gågaden.

Bagved dem voksede køen støt frem mod åbningen, og da butikschef Lone Andersen klokken fem i halvti bød velkommen, kunne hun skue ud over flere hundrede ventende kunder.

- Jeg er vildt imponeret over, at så mange er mødt frem i det her vejr. Samtidig er både personalet og jeg glade for den flotte foromtale, butikken har fået op til åbningen og de mange, som har trodset regnvejret for at være med til vores åbningsfest, sagde hun, mens hun delte ud af goodiebags ved indgangen til butikken.

Butikschef Lone Andersen med sit nye team.

Ud over goodiebags blev åbningen fejret med en konkurrence, hvor gevinsten var en hel palle med de udstillede varer, og senere kunne kunderne dreje sig til en ekstra god åbningsdag på ”lykkehjulet”.

Normal er rykket ind i de lokaler, der tidligere husede Rema 1000, og efter ugers renovering og indretning, kan kunderne fremover købe ind i en butik på hele 500 kvadratmeter og med 280 kvadratmeter lager.

På åbningsdagen kunne man deltage i en konkurrence om at vinde en hel palle med varer.

- Det er en stor Normal-butik, så Normal tror på Nykøbing, smilede Lone Andersen, der har 20 års erfaring fra Coop med i bagagen, som butikschef og til at hjælpe sig har 12 ansatte.

Annonceret indhold

Nyeste