Formand, Kirsten Nielsen, th, og næstformand Helle Runge, er ved at planlægge det kommende program med masser af aktiviteter.
Mennesker

Kirsten, Helle og de 110 frivillige: Morsø har størst opbakning til årsmøde

18. marts 2024 kl. 14:01
Opdateret 22. marts 2024 kl. 08:28

Der mødte 330 medlemmer op til årsmødet den 8. marts.

Og med den opbakning kan formanden, Kirsten Nielsen, for Ældre Sagen Morsø, glæde sig over, at den lokale afdeling igen i år var blandt de afdelinger under den almennyttige organisation Ældre Sagen, der på landsplan havde den største opbakning til årsmødet.

- Og det er ikke kun til årsmøderne, at vi ser et stort fremmøde. Vi oplever også, at vores medlemmer støtter op om de arrangementer, som alle vores frivillige sammen med bestyrelsen året rundt arrangerer. Og det er vi som bestyrelse utroligt glade for, siger Kirsten Nielsen.

Det er nemlig de omkring 110 frivillige, som har meldt sig under fanerne hos Ældre Sagen Morsø, der får det hele til at hænge sammen, fortæller hun og påpeger, at en meget stor del af de frivillige selv er ældre 60+, der gerne vil give en ekstra hånd med, så de mange festlige arrangementer, sociale tiltag og praktisk hjælp kan komme op at stå.

- Med de frivilliges hjælp kan vi hvert år lave et varieret og indholdsrigt program med en række forskellige tilbud for vores 3.850 medlemmer, hvilket er mere end halvdelen af de ældre over 60 år på Mors. Og det fortæller jo også noget om den utrolig store opbakning, som vores afdeling her på Mors oplever, siger Kirsten Nielsen.

Frivillige trækker læsset

Kigger man i Ældre Sagen Morsøs aktivitetsprogram for året, så finder man en bred vifte af aktiviteter lige fra Loop Cirkeltræning til praktisk hjælp i forbindelse med skat, IT samt en frivillig håndsrækning til at få klaret lette opgaver i eget hjem til de mere sociale aktiviteter, som bridge, Herreværelset, hvor kun mænd mødes og tager en mandesnak over en kop kaffe, billard og det meget populære og altid meget besøgte GoSøndag med fest og farver.

Kæmpe fremmøde - som altid - til Ældre Sagen Morsøs årsmøde den 8. marts.

Men afdelingen på Mors påtager sig også et socialt ansvar med tiltag som eksempelvis tryghedsopkald, vågetjenesten samt aflastning og besøgsvennetjenesten. Og lige til den type aktiviteter kan afdelingen godt bruge lidt flere frivillige, for her er der altid et stort behov for hjælp, fortæller næstformand Helle Runge Madsen, som er en af de bestyrelsesmedlemmer, der koordinerer vågetjenesten og besøgsvennetjenesten.

- Vi vil altid gerne have frivillige til at give en hånd med i de her tjenester. Melder man sig som frivillig, så tager vi altid en snak med vedkommende og finder ud af, hvor de vil give en hånd med, og så kommer de med i den arbejdsgruppe, som passer dem, forklarer hun.

Samarbejde med Røde Kors

Vågetjenesten, hvor frivillige sidder ved døende borgere, fik Ældre Sagen Morsø ind som et tilbud i 2006 i et samarbejde med Røde Kors.

- Vi var faktisk en af de første afdelinger, hvis ikke den første afdeling under Ældre sagen, der fik det her tilbud ind under vores faner. Og vi har været den eneste afdeling, som kørte Vågetjenesten i samarbejde med Røde Kors, som vi også samarbejder med omkring vores besøgsvennetjeneste, forklarer Helle Runge Madsen.

Både Kirsten Nielsen og Helle Runge Madsen peger således på alle de gode aktiviteter, det fællesskab og sammenhold med andre ældre, det giver at være medlem af lokalafdelingen eller at melde sig som frivillig.

- Vi arrangerer også korte som længere ture, og medlemskabet giver også en række medlemsrabatter til eksempelvis fitnesscenteret, påpeger de.

Ældre Sagen Morsø er ved at lægge sidste hånd på det kommende årsprogram, som udkommer om et par måneder, og som deles ud af de frivillige ”Brevduer.”

Annonceret indhold

Nyeste