Øst Vildsund Gl. Færgekro genåbner. 
Mad & Drikke

Personalet genåbner populær færgekro

12. april 2024 kl. 18:47

Nu kommer der igen liv i Øst Vilsund gl. Færgekro, som har været lukket siden indehaver og kromand Jens Christian Hedegaard alt for tidligt og pludseligt gik bort den 4. februar.

Nu har enken Conny Hedegaard nemlig givet personalegruppen mulighed for at åbne færgekroen fra 1. juli til og med 30. juli. Der kommer både gang i køkken og udlejning af kroens værelser, fortæller Mads Koustrup Thomsen, som har arbejdet i køkkenet i mange år under Jens Christian Hedegaard.

- Vi er glade for, at vi i den mest besøgte sommermåned får mulighed for at føre restauranten videre med alle de gode a la carte menuer, som mange kender fra den tid, Jens Christian stod i køkkenet. Vi vil køre kroen videre i Jens Christians ånd og servere de gode gamle klassiske favoritter, som han lavede dem, og som er elsket og kendt af så mange faste gæster på færgekroen, siger Mads Koustrup Thomsen.

Den korte bane

Alle aftaler, som er indgået her i forårsperioden, vil blive afviklet som aftalt. Og har man ønske om at booke et selskab, så kan man kontakte færgekroen med en forespørgsel.

- Vi udelukker ikke noget. Man kan frit kontakte os, og vi vil se, om vi er i stand til at efterkomme de ønsker og forespørgsler, der måtte komme. Også bestillinger på selskaber, som endnu ikke er booket, siger Mads Koustrup Thomsen.

I åbningsperioden i juli holder færgekroen åbent alle ugens dage fra klokken 12.00. Og i samme periode kan man kombinere et besøg med en overnatning på et af færgekroens værelser.

- Hvad der skal ske med færgekroen på den lange bane, vil vi overlade til familien at afgøre. Men som personalegruppe vil vi gerne vise, at Øst Vildsund gl. Færgekro stadig er en god og veldrevet forretning. Så måske kommer der nogen forbi, der tænker, at hvis personalet kan føre den videre, så kan jeg også, siger Mads Koustrup Thomsen på vegne af personalegruppen, der nu smøger ærmerne op og puster liv i færgekroen, der siden februar har været lukket ned.

Mads Koustrup Thomsen byder på hele personalegruppens vegne velkommen på Øst gl. Vildsund Færgekro til et glædeligt gensyn hen over sommeren. Og for at være sikker på at få et bord, så opfordrer han alle til allerede nu at ringe og reservere.

Annonceret indhold

Nyeste