Nu er de to indehavere af Det Gamle Ishus ved lystbådehavnen i Nykøbing, Jeppe Thusgård Poulsen og Cecilie Holmgaard, snart klar til at fylde is i sidisken.
Mad & Drikke

Ishus udvider med dobbelt op på is denne sæson

07. marts 2024 kl. 08:01
Opdateret 22. marts 2024 kl. 08:27

Lige nu er de to indehavere af Det Gamle Ishus på Holmen i Nykøbing, Jeppe Thusgård Poulsen og Cecilie Holmgaard, ved at ombygge det lille ishus ved lystbådehavnen.

Ishuset åbnede de sidste sommer på en lejet grund af Café Holmen, som ishuset er nabo til og derfor også har et naturligt samarbejde med.

- Da vi åbnede sidste år, var det lige midt i sommersæsonen, så vi fik ikke gjort helt så meget ud af indretningen. Men efter en rigtig god sommersæson sidste år, har vi i år besluttet at indrette ishuset på en bedre måde, så der ikke mindst bliver plads til en større isdisk, forklarer Jeppe.

Og med den nye isdisk kommer der flere isvarianter at vælge mellem. Sidste sommer kunne man vælge mellem 12 varianter, mens der med udvidelsen i år kan vælges mellem 36 af den gode kvalitetsis fra Carte d’Or. Man kan købe isen som gammeldags vaffel med kugler eller i bæger. Der er også softice fra Vebbestrup, der laver deres is med ekstra fløde.

Nyt navn og logo

- Vi har et ishus i både Glyngøre og Struer, så med det tredje ishus i Nykøbing vil vi nu ensrette dem, så vi kører med det samme navn og logo alle steder. Så i år kommer man til at kende os under navnet Det Gamle Ishus og ikke Holmens Ishus, som vi slog os op på sidste år. Det bliver også under det nye navn, man kan finde os på Facebook og følge med i vores åbningstider, siger Jeppe.

Det med åbningstider vil han ikke lægge sig helt fast på endnu, for det er meget afhængig af vejret. Men han kan love, at Det Gamle Ishus i løbet af april begynder at holde åbent i weekenderne.

Man kan vælge mellem 36 isvarianter fra Carte d'Or, når der skal fyldes kugler i isvaflerne til sommer hos Det Gamle Ishus.

- Når vi kommer ind i skolernes sommerferie, så vil vi begynde at køre med faste åbningstider, også på hverdage fra klokken 11-21. Og da vil Cecilie og jeg på skift være i ishuset sammen med vores personale, siger Jeppe.

Ishuset ligger fint for enden af Holmen og har et lille grønt udeareal til rådighed – og det vil ejerparret i år udnytte bedre, fortæller Jeppe.

- Når vi nærmer os sommer, og solen kommer rigtigt frem, så har vi planer om at skabe et lille hyggeligt hjørne på den lille plads ved siden af ishuset, så man kan sidde og nyde sin is, mens man kigger ud over lystbådehavnen, forklarer han.

Så når lyset og solen bryder frem, så vil Det Gamle Ishus stå klar til salg af gode gammeldags isvafler eller dejlig softice af flødeis.

Annonceret indhold

Nyeste