Livet her

Skolesucces: Vejlernes Naturfriskole fejrer 10 år

Vejlernes Naturfriskole fejrer fødselsdag og 80 elever

09. september 2021 kl. 12:22

ØSLØS: I 2010 lukkede den kommunale Vesløs-Hannæs Skole.

Årets efter åbnede lokale ildsjæle Vejlernes Naturfriskole med knap 60 børn.

Nu kan skolen fejre 10 års fødselsdag og 80 elever - det højeste tal nogensinde.

Men børnetallet for institutionen er faktisk i alt 122, for siden er der knopskudt med børnehave og vuggestue.

- Vores skole er lykkedes i kraft af ildsjæle og fællesskab. Vi syntes at Hannæs fortjente sin egen grundskole, efter den kommunale lukkede. Og selv om mange ikke troede på det, så går de jo egentlig ret godt. Vi har mange børn. Opbakningen er i top og økonomien det samme. Nu er skolen ikke kun skole, men er også blevet til vuggestue og børnehave, og lige så vigtigt: et samlingspunkt for os på Hannæs, lyder det fra en stolt skoleleder Niels Jørgen Andersen, der gik direkte fra at være viceskoleinspektør på Vesløs-Øsløs Skole til at blive skoleleder for den nye skole i Øsløs - iøvrigt sammen med tre lærere.

- Vores skole var ikke opstået som en protestskole. Men som et fælles skoleprojekt der skulle samle nærområdet, med fokus på natur og udeliv. Det var helt naturligt for os dengang, og det er det stadig. Vi har jo naturen lige over på den anden side af vejen og den bruger vi flittigt, lyder det fra skolelederen.

Et andet bevis på at Vejlernes Naturfriskole har succes, kan også ses på det byggeri der sker ved skolen.

En ny børnehave på 310 kvadratmeter er ved at skyde op.

Et projekt til 3,5 millioner, inklusiv ny legeplads. Hele beløbet har skolen selv sparet op.

De 10 første år fejres fredag 10. september med kæmpe fødselsdagsfest for alle tidligere elever, forældre, lærere, bestyrelser og alle husets venner.

Annonceret indhold

Nyeste