Jens Iversen og hans kone Anni glæder sig til at vise deres nye Plovcenter frem under festlige former fra den 2 til den 4 maj.
Livet her

Plovmanden Jens indvier nyt center med en kæmpe fest

24. april 2024 kl. 17:01

VEJERSLEV: Det kommer ikke til at gå stille for sig, når indehaver af Ploveksperten ApS, Jens Iversen, inviterer til tre dages åbningsfest for hans nybyggede plovcenter på Plovvejen 1 i Vejerslev. Det bliver til tre dage fra den 2. maj til og med den 4. maj med et fyldt program alle dage.

Dag ét er der reception, hvor borgmester Hans Ejner Bertelsen klipper snoren og derefter er der rundvisning. Dag to er der åbent hus blandt andet med udstilling af plove og pløjning på de to hektar jord foran centeret. 

Dag tre er der fest, hvor kunder, forretningsforbindelser og venner af huset er inviteret til rundvisning og festmiddag.

Moderne plovcenter

Og Jens Iversen har også meget at fejre – ja faktisk hele 4010 m2 nyt plovcenter, hvor han siden 2022 har ombygget en nedlagt gård på Plovvejen til et moderne plovcenter designet til formålet ned i mindste detalje.

- Vi har nu ombygget gårdens stalde, hvor der tidligere var fedesvin og malkekvæg, til et plovcenter med 1400 m2 opvarmede og superisolerede lokaler, 540 m2 delvist opvarmet klargøringshal og resten som kolde haller. Derudover har vi anlagt en plads med ramper, hvorfra vi kan køre plove, som skal eksporteres, direkte ind i lastbiler, forklarer han.

Jens Iversen viser her den nye port, som ved selvbetjening kan åbnes til et lille rum, hvor kunderne kan hente bestilte varer, når de har tid.

Der er også indrettet et kursuslokale, som Jens selv kan benytte til kurser blandt andet indenfor justering af plove, som er hans spidskompetence og til virksomhedsbesøg. En anden fin detalje er, at Jens har fået lavet et rum og en indgang, hvor kunderne selv kan komme og hente deres bestilte reservedele eller stumper ved at indtaste en kode til porten ind til rummet.

- Det er en rigtig god løsning for mine lokale kunder, som jo er travle landmænd. Med den her selvbetjeningsløsning, så kan de komme og hent de bestilte dele, når de har tid, forklarer han.

Det begyndte i det små

I dag er Ploveksperten ApS et firma i vækst, og det er også derfor Ploveksperten i både 2022 og 2023 er blevet udnævnt som Børsen Gazelle virksomhed. I dag har Jens 8 ansatte inklusiv sig selv og hans hustru Anni, der har været firmaets blæksprutte siden 2022.

Men det startede i det små, da Jens Iversen i 2017 grundlagde firmaet i en hal tilknyttet sin private bolig, hvorfra han kørte ud til landmænd og maskinstationer og justerede plove. Det blev hurtigt en kæmpe succes. I dag tilbyder Ploveksperten justering, fejlfinding og rådgivning indenfor alle plovtyper.

Plovekspertens ApS nye plovcenter fylder 4010 m2 og der er foran 2 ha jord, som kan bruges til pløjning.

I november 2018 stiftede Jens så søsterfirmaet Farmimplement ApS, som importerer spanske plove af mærket Ovlac, og firmaet er i dag eneforhandler af mærket i hele Norden med et forhandlernet i både Sverige og Norge. Farmimplement handler også med brugte plove samt sliddele og reservedele.

Og mere end det. For Jens Iversen har siden start været helt fremme med udvikling af nye sliddele og funktioner på plovene.

- Jeg har et rigtig godt samarbejde med Ovlac, hvor jeg indgår i processen med udvikling af nye sliddele og funktioner, som er med til at forbedre kvaliteten af pløjningen og brugen af plovene, forklarer han.

Med de nye lokaler har Jens Iversen nu fået optimale rammer, så han kan sikre en fortsat vækst i firmaet og tilbyde både sine medarbejdere optimale rammer og sine kunder de bedste betingelser for optimal service.

Annonceret indhold

Nyeste