Dyb koncentration før eksekveringen af et straffespark.
Livet her

Over 350 glade børn kom på græs til Mini Cup

13. april 2024 kl. 16:56

KOLDBY: Lørdag stod i mini-fodboldens tegn i landsbyen Koldby, da den lokale idrætsforening, Koldby-Hørdum IF, var vært for en Mini Cup, der trak hele 52 hold fra U5-U10 fra både Thy og Mors, ja sågar fra Struer til Koldby Idrætspark.

For de mange børnefodboldspillere var glæden ved at komme på græs helt åbenlys, og fra første fløjt op ad formiddagen blev der afleveret, fintet og skudt på mål med stor iver – godt hjulpet på vej af entusiastiske tilråb fra forældre og trænere.

- Ungerne synes, det er sjovt, og så er den her turnering en god måde at starte udendørssæsonen på, lød det fra Torsten Marx, der under en af de første kampe dirigerede sine U8-spillere fra sidelinjen sammen med to andre forældretrænere.

Der blev dirigeret og tiljublet fra sidelinjen.

De to hold på banen kom begge fra Thisted FC, derfor de hele tre forældretrænere, og efter det interne klubopgør, hvor spillerne gav hinanden hånd på en god kamp, sendte Torsten Marx roser efter værterne.

- Vi er glade for, at der er nogle frivillige i KHIF, der har valgt at gøre en forskel for børnefodbolden og lagt nogle ressourcer i at lave sådan en fin fodboldturnering, som skaber sjove oplevelser for børnene, sagde han.

Kæmpe opbakning

Det er ungdomsudvalget i Koldby-Hørdum IF, der står bag turneringen, og udvalgsmedlem Laurits Smed kunne i en lille pause mellem to dommertjanser, fortælle, at Mini Cup blev skabt for både at gøre noget godt for børnefodbolden og samtidig skabe en indtægt til foreningen.

- Vi kunne have valgt at spare, men det ville vi ikke. Vi ville skabe noget til glæde og gavn for både os selv og andre og ad den vej også skabe indtægt til foreningen, sagde han.

Torsten Marx roste værterne fra Koldby-Hørdum IF for at gøre en stor forskel for børnefodbolden.

Og antallet af deltagende hold viser, at turneringen var værd at satse på. Sidste år deltog 45 hold og i år altså 52.

- Vi mærker kæmpe opbakning til turneringen. Og det er ikke bare fra de mange hold, der kommer fra Hele Thy og Mors, og ja også sydfra, men også fra lokalsamfundet. Der er rigtigt mange, frivillige hænder, der har budt sig til for at hjælpe os med at afvikle Mini Cup og sponsorer, der støtter os. For mig er det kernen i foreningsarbejde når man kan se, at frivillighed kan gøre så stor en forskel og i det her tilfælde til glæde og gavn for børnefodbolden, sagde Laurits Smed.

Annonceret indhold

Nyeste