Børn og voksne i Skyum arbejdede hele søndagen på at gøre klar til modtagelsen af en ny legeplads i byens midte.
Livet her

Legeplads til en million: Lokal landsby kan snart indvie en eventyrlig legeplads

15. april 2024 kl. 19:01

Stædighed, vilje, arbejdsomhed og mod blandet med store armbevægelser og ditto drømme har nu givet pote.

Sådan beskriver medlem af Skyum Beboerforening, Signe Kjeldsen, den proces, som Skyums borgere har været en del af de seneste tre år med først at indsamle penge og derefter planlægge byggeriet af en legeplads til byens børn.

Resultatet af det store og ambitiøse arbejde bliver en realitet den 1. juni, når en eventyrlig legeplads designet og udformet i samarbejde med MONSTRUM, som er kendt for på verdensplan for at skabe de mest eventyrlige og kunstneriske legepladser til børn, hvor børnene for alvor kan bruge deres fantasi, bliver indviet.

Signe Kjeldesen fra Skyum Borgerforeninges bestyrelse og proejktleder på arbejdet med etableringen af en ny legeplads til en million i Skyum.

Prisen på den nye legeplads og det eventyrlige samlingssted for borgerne i Skyum og omegn beløber sig til en pris på knap en million kroner. Så det var en meget ambitiøs plan, som beboerforeningen i Skyum satte sig for at realisere, da de for tre år siden luftede de første tanker om at få bygget en ny legeplads til børnene i byen.

- Vi skulle jo ud at søge om midler til byggeriet. Og for at skille os lidt ud i ansøgningsfeltet blev vi enige om at skabe en legeplads, der dels kunne blive en legeplads for vores omkring 50 børn i byen, men også et sted, som kunne give hele byen et visuelt løft og blive en slags samlingssted for byens borgere, fortæller Signe Kjeldsen, der gennem hele forløbet har været projektleder på arbejdet med at indsamle penge og senere samarbejdet med MONSTRUM.

Arbejdet er nu så langt, at borgerne i Skyum arrangerede en stor arbejdsdag i søndags, hvor de gjorde pladsen, hvor den gamle legeplads lå, klar til at modtage den fantastiske legeplads, som MONSTRUM netop har gjort klar til at installere i Skyum.

Indsamlet 1 million til projektet

Det projekt, som beboerforeningen planlagde at søsætte for tre år siden ville koste omkring 700.000 kroner, og det er jo mange penge i lillebitte Skyum. Så gruppen gik i gang med at søge fonde, og de fik hurtigt tilsagn om 50.000 kroner fra Thisted Kommunes LUF pulje.

- For de penge kunne vi indlede samarbejdet med MONSTRUM, som lavede et designoplæg, som vi kunne bruge i vores videre arbejde med fundraising, forklarer Signe.

Efter mange ansøgninger og næsten lige så mange afslag skete der noget sidste sommer, hvor gruppen fik tilsagn om 600.000 kroner fra Landdistriktspuljen og 50.000 kroner fra Østifterne.

- Så kunne drømmene blive til virkelighed, og MONSTRUM gik i gang med at bygge legepladsen. Vi ønsker med legepladsen at skabe et kunstnerisk samlingssted for byen, så derfor har vi nu også søgt og fået tilsagn om 50.000 kroner fra Nordea Fonden, som vi bruger på beplantning og byforskønnelse omkring legepladsen, forklarer hun.

Indvielsen af legepladsen kommer, som ovennævnt, til at ske den 1. juni, og til den fest har Fonden for Andelskasserne i område Nord doneret 11.000 kroner.

En legeplads i verdensklasse

Den legeplads, som nu kommer til at pryde Skyum og som bliver både børns og voksnes samlingssted til sommer er noget i særklasse – ja faktisk i verdensklasse.

MONSTRUM har ikke blot skabt en legeplads, men et helt eventyrunivers under temaet Mussejagten. Inspirationen er taget fra landskabet i Thy med et rigt dyreliv. Og den røde ræv bliver således hovedfiguren i fortællingen. Ræven, der skal gennem en grøn skovsti for at møde den lille mus for enden af stien.

Med en højde på 3,5 meter bliver ræven noget, som kan ses på lang afstand og som kommer til at stå som en kunstnerisk figur, der udover det visuelle kommer til at fungere som legeredskab, ligesom den 1,2 meter høje mus. Skovstien kommer til at fungere som klatrestang og forhindringsbane. Ræven bliver det helt store legedyr med mange legefunktioner.

MONSTRUM har designet og en eventyrlig legeplads over temaet Mussejagt med den røde ræv og lille mus som bærende figurer i fortællingen

En anden detalje ved legepladsen fra MONSTRUM er, at kernen i deres bæredygtighedspolitik er at producere legepladser i FSC-certificeret træ med lang holdbarhed og de produceres på deres værksted i Danmark. Ligeledes er bæredygtighed og miljø tænkt ind i valget af maling.

Så Skyum kommer snart på verdenskortet over lokaliteter, som har en af MONSTRUMS eventyrlige legepladser, og borgerne i Skyum vil gerne dele legepladsen med nabobyerne.

- Vi vil gerne invitere alle til at komme forbi og benytte legepladsen. Her tænker vi nok især på vores nabobyer, som er velkommen til at kigge forbi. Og vi sætter borde og bænke op på pladsen samt indretter pladsen med beplantning, så man kan bruge pladsen som udflugtsmål, siger Signe, der således har en forventning om, at den nye legeplads udover at blive et stort aktivt for byens voksende børneflok på i dag omkring 50 børn også bliver noget, som kan skabe besøg og liv i byen.

Annonceret indhold

Nyeste