Nu indkaldes der til møde i Hvidbjerg. 
Livet her

Indkalder til møde: Borgere bakker op om købmand

27. marts 2024 kl. 19:45
Opdateret 28. marts 2024 kl. 08:09

Borgerforeningerne i De 7 Sogne er nu gået sammen om at danne ’Arbejdsgruppen bag Hvidbjerg Butikshus’, der har det formål at støtte den nye købmand i Hvidbjerg, Rasmus Christensen. 

Han har overtaget købmandsbutikken i Hvidbjerg efter Spar og vil videreføre den som en Min Købmand under Dagrofa.

Gruppen indkalder nu til borgermøde i Sydvestmors Kultur Og Fritidscenter onsdag den 10. april klokken 19, hvor de opfordrer alle borgerne i området og på Sydvestmors til at møde op. Initiativtageren til stiftelsen af Arbejdsgruppen bag Hvidbjerg Butikshus, er formanden for Hvidbjerg og Omegns beboerforening, Uffe Korsgaard.

- Det var jo en rigtig glædelig nyhed, da vi hørte at Rasmus Christensen vil føre købmandsbutikken videre. Men vi ved jo, at der skal store investeringer til i forbindelse med åbningen og indretningen af den nye købmandsbutik, siger han og fortsætter:

- Derfor indkalder vi til det her borgermøde for at se, om vi kan lave en sammenslutning mellem borgerne i området og på Sydvestmors, som kan hjælpe den lokale købmand med at finansiere inventar og på sigt bygninger.

Lægger op til anparter

Han har også haft kontakt til Dagrofa, som er kæden bag Min Købmand, og herfra kommer der en repræsentant med på mødet den 10. april.

- Han vil komme med et oplæg og fortælle om, hvad det betyder for et lille lokalsamfund som vores at have en købmandsbutik. Og han vil ligeledes pege på konsekvenserne ved ikke at have en købmandsbutik som omdrejningspunkt i lokalsamfundet, siger Uffe Korsgaard.

Der lægges op til, at borgerne i området og på Sydvestmors kan gå sammen i et anpartsselskab, som skal have det formål at indsamle penge, dels gennem anparter og dels gennem fondsmidler til støtte for købmandsbutikken i Hvidbjerg.

Rasmus Christensen er dybt taknemmelig for den opbakning, han og hans familie mærker fra lokalsamfundet.

- Min kone og jeg er så taknemmelige og positivt overrasket over al den støtte og opbakning vi får, og vi rigtigt glade for, at der nu er dannet denne gruppe, som vil bakke os op, siger han.

Efter mødet den 10. april håber Uffe Korsgaard på, at der kan blive taget beslutning om i hvilken form og på hvilken måde, foreningerne i De 7 Sogne og borgerne kan hjælpe den nye købmand og hans familie i gang, så Sydvestmors kan få en sund købmandsbutik i Hvidbjerg mange år frem i tiden.

Annonceret indhold

Nyeste