Nordmors Erhvervsudvikling ApS er netop blevet bevilget 500.000 kroner af LAG Thy-Mors og pengene skal bruges til nyt inventar i byens købmandsbutik.
Livet her

500.000 kroner til Nordmors: Nu skal købmandsbutik have nyt inventar

23. april 2024 kl. 17:00

Nordmors Erhvervsudvikling ApS har netop fået tilsagn om en bevilling på 500.000 kroner fra LAG Thy-Mors. Og det er penge, som skal ud at arbejde med det samme til indkøb af inventar til Min Købmand i Sejerslev, oplyser formand for selskabets bestyrelse, Martin Vester.

Anpartsselskabet blev stiftet den 9. januar sidste år med det formål at sikre en sund udvikling for Nordmors. Det første og største fokuspunkt for selskabet lige nu er at indsamle penge til enten at rive den nuværende købmandsbutik i Sejerslev ned og bygge en ny butik eller at give den nuværende butik en gennemgribende renovering.

Til det store projekt med byggeri af ny butik har selskabet allerede gennem salg af anparter og fondsmidler indsamlet omkring 1.5 millioner kroner. Men der er lang vej op til de 8. millioner kroner, som det vil koste at gennemføre det byggeprojekt, som allerede ligger på tegnebrættet.

Købmand Ole Pedersen glæder sig til at få nyt inventar i sin Min Købmand butik

Indkøb af inventar

De 500.000 kroner fra LAG Thy-Mors, som selskabet netop er blevet bevilget, skal ud at arbejde med det samme, lyder det fra Martin Vester, som siger:

- De her LAG-midler har vi søgt med henblik på at købe nyt inventar og fryseanlæg til den nuværende købmandsbutik, Min Købmand Sejerslev. For det gamle trænger i den grad til at blive skiftet ud. Og så vil vi gøre det klogt, så vi indkøber noget inventar, der til sin tid kan flyttes over i den nye butik, som vi arbejder målrettet på at få bygget, når vi har penge nok på kontoen.

I første omgang vil Martin Vester indkalde til et møde med Nordmors Erhvervsudviklings styregruppe for købmandsbutikken, købmandsparret Ole Pedersen og Laila Jensen samt kæden bag Min Købmand, Dagrofa, som har været en stor hjælp og medspiller for lokalsamfundet i forhold til at få projektet omkring købmandsbutikken op at køre.

- Nu vil vi på mødet drøfte, hvad der skal udskiftes af inventar, så vi kan få butikken opdateret. For det bliver jo ikke lige i morgen, at vi har penge nok til at søsætte det store projekt med at bygge en ny butik. Så i mellemtiden kan vi gøre lidt for at indrette den nuværende butik mere tidssvarende, forklarer Martin Vester.

Salg af anparter

På Nordmors Erhvervsudvikling ApS første generalforsamling den 3. april blev der blandt andet lagt et plan for at få de sommerhusejere, der er en del af lokalsamfundet om sommeren og som nyder godt af, at have en lokal købmandsbutik i området, til at tegne anparter. Blandt andet ved uddeling af flyers i sommerhusområdet i løbet af maj.

- For udover at søge fonde og midler til købmandsprojektet alle de steder, hvor det er muligt, så har vi løbende gang i arbejdet med at tegne anparter. Lige nu har vi indsamlet omkring 400.000 kroner ved salg af anparter, og det beløb skal vi gerne have til at vokse hen over sommeren, siger Martin Vester.

Annonceret indhold

Nyeste