Livet her

Per Vers gæstede Thy og rimede ungdom på nærdemokrati

Rapperen Per Vers var fluen på væggen, da unge mødtes for at diskutere fremtidens Thy

24. september 2021 kl. 20:31
Opdateret 27. september 2021 kl. 14:47

THISTED: Hvad skal der til for at få de unge op af sofaen og ind i stemmeboksen, når vi rammer kommunalvalget 9. november?

Det var et af hovedemnerne, da Unge I Boxen fredag eftermiddag inviterede indenfor til demokratiworkshop på Kulturrummet.

Workshoppens trækplaster var rapperen og ordsmeden Per Vers, der havde fået til opgave som fluen på væggen at suge indtryk til sig fra de unges debat, for så siden at omsætte det til en times opsummerende rapshow ved arrangementets afslutning.

Han kaldte mødet med de unge, der havde taget imod invitationen og var mødt op for at deltage i debatten, for ”decideret inspirerende”:

- Det har været spændende at opleve de unge, der er mødt op her og er nysgerrige og åbne og benytter muligheden for at være tæt på dem, der har ”magten”, siger han og fortsætter:

- Jeg tror nogle gange, at vi bilder os selv ind, at dem, der har ”magten”, de er mest interesserede i at beholde magten og ikke i at diskutere magten. Men de fleste af dem higer faktisk efter at finde mennesker, der ikke er lige som dem selv, og høre, hvad de vil, og hvad de skal gøre, siger Per Vers.

Unge I Boxen forsøger at mindske afstanden mellem politikere og unge mennesker, forklarede frontperson Jakob Aeppli:

- Vi vil have politikerne ud af de støvede lokaler og få de unge herind, så det bliver en mere direkte samtale mellem de to parter, siger han og fortsætter:

- Unge føler sig ikke hørt. Hvis de har en holdning, bliver de stadig behandlet som ”den nye”, om det er på arbejdspladsen eller i samfundet. Derfor kan unge være lidt mere opgivende, fordi de måske tror, de ikke har noget at komme med.

Martin Rohr Gregersen var KulturRummets tovholder på projektet, og han hæftede sig ved vigtigheden af at skabe et fællesskab mellem de unge.

- Der er mange unge, der ikke ved, hvor de skal gå hen, hvis de har en holdning. Der mangler nogle mødesteder og en lettere vej til politikerne, og de har brug for et lille skub for at komme ud og blande sig. Unge skal tættere på beslutningerne og nærdemokratiet, siger Martin Rohr Gregersen.

Annonceret indhold

Nyeste