Mors-Thy Håndbold kan risikere at trække dansk modstand i kvalrunden til European Leagues gruppespil. Eksempelvis TTH Holstebro. Foto: Bo Lehm
Livet her

Disse storhold kan man trække: Europæisk skæbnedag i vente for Mors-Thy Håndbold

Tirsdag finder Mors Thy ud af, hvem man trækker i kvalifikationsrunden til European Leagues gruppespil

06. september 2021 kl. 20:31

HÅNDBOLD: Det bliver en travl tirsdag for Hans Peter Jarl Madsen. Mors-Thy Håndbolds direktør skal ikke alene nå til Silkeborg for at se sit håndboldhold spille ligakamp mod Bjerringbro-Silkeborg, men der skal også holdes nøje øje med lodtrækningen til EHF’s European League, der er den næststørste klubturnering efter Champions League.

Det er en næsten historisk begivenhed for Mors-Thy, der via pokaltriumfen i juni sikrede sig adgang til European League. Her skal man forsøge at komme en runde videre, for så vil man være klar til et spændende gruppespil.

Skal det blive en realitet, så skal man forbi en under alle omstændigheder svær modstander, og her er der særligt tre navne, der straks springer i øjnene.

Mors-Thy kan nemlig løbe ind i hele tre danske hold. Tirsdagens ligamodstander BSH er en af de mulige modstandere i europæisk sammenhæng. GOG og TTH Holstebro er de to andre danske muligheder. Derudover er CSKA fra Rusland og Kadetten Schaffhausen fra Schweiz umiddelbart to af de sværeste modstandere, der kan komme op fra bowlen.

- Under alle omstændigheder er det en stor ting for os. Det er ikke hvert år, at en klub som Mors-Thy er med i Europa. Det er stort for hele området. Normalt er vi gode til at putte Mors og Thy på danmarkskortet. Nu er det pludselig verdenskortet, vi bringer i spil, siger Hans Peter Jarl Madsen.

Se også
Verdenspremiere i Thy: Se her hvordan Thisted fejrer ny film om Kandis

Han er lidt splittet i forhold til, hvilken type modstander, han gerne vil trække ved tirsdagens lodtrækning, der fortages i Wien klokken 11.

- Det ville da ikke være helt tosset at trække et kendt hold, så vi kan få nogle tilskuere i hallen, men omvendt vil vi også gerne trække et hold, hvor vi kan gå videre. Vi håber, at det bliver et udenlandsk hold, så vi skal prøve noget anderledes. Vi har jo prøvet at tage busturen til Silkeborg før, siger Hans Peter Jarl Madsen.

Drømmen er, at man kvalificerer sig til et gruppespil, der vil garantere 10 attraktive kampe på et højt niveau.

- Det vil betyde sindssygt meget for klubben, og vi har indregnet, at et gruppespil vil komme til at koste lidt ekstra, men vi har en fantastisk opbakning, så det skal vi nok klare.

Disse klubber kan Mors-Thy trække:

Bjerringbro-Silkeborg, Danmark

GOG, Danmark

TTH Holstebro, Danmark

BM Logroño La Rioja, Spanien

Fenix Toulouse Handball, Frankrig

Valur Iceland, Island

ØIF Arendal, Norge

KS Azoty-Pulawy SA, Polen

SL Benfica, Portugal

HC Dobrogea Sud Constanta, Rumænien

HC CSKA, Rusland

Kadetten Schaffhausen, Schweiz

Annonceret indhold

Nyeste