Livet her

Jubilæumskage-mania trak fuld telt: Hver en krone går til et godt formål

26. april 2024 kl. 18:20
Opdateret kl. 20:17

THISTED: Spis-alt-det-du-kan-kagebordet er en blevet en solid tradition. Hvert år er antallet af kager, gæster og overskud til “Stafet for livet” steget, og der bliver sat tusindvis af de lækreste kager til livs. Ved årets udgave havde bagerne hos Føtex og Super Brugsen haft ekstra travlt.

For i anledning af Thisteds 500-års jubilæum var der ikke mindre end 5000 kager på det store bord.

- Vi giver den fuld gas i år og håber på at toppe beløbet fra sidste år, som vi kan sende til Stafet for Livet, fortæller handelschef Pernille Damgaard.

Hun står og giver hver gæst et stempel, som giver adgang til Jubilæumsmania - Spis hvad du kan.

- Vi har tidligere været omkring 400. Jeg tror, vi når op på flere i år, lyder det fra handelschefen, der også får travl, når det hele er slut klokken 17.00.

- For så skal der ryddes op og alle de kager, der ikke er blevet spist, skal gerne sælges ud, og der skal nogle kager ud til byens plejehjem, siger hun.

Kagebordet er ikke kun et masse lækre kager på en solrig dag på Store Torv. Den er også et godt eksempel på det flotte samarbejde mellem byens butikker og sponsorer.

- Vi har jo Brugsen og Føtex som sponserer og laver alle kagerne. Derudover har vi sponsorhjælp fra Nordvest Telt og Serviceudlejning, Tican, Krabbehulen, Imerco og Amalie. Derudover har vi et hold af frivillige fra Stafet for Livet, Superbrugsen og Føtex. Teltet på Store Torv bliver iøvrigt stående efter kagefesten. For lørdag holder THIs medlemsbutikker et stort forårsoutlet med masser af spændende varer til supergode priser, lyder det fra Pernille Damgaard.

I 2023 gav kagebordet 27.600 kroner til Stafet for Livet.

Annonceret indhold

Nyeste