Shopping

Sensommerliv og julepynt: Nu skal der jules!

Hos Imerco i Nykøbing er man fremme i skoene. Julen er kommet - og turisterne elsker det

09. september 2021 kl. 12:16

Nogle er med på idéen, andre synes, at det er for tidligt. Uanset hvad, så er julepynten fundet frem hos Imerco i Nykøbing. Det er vel at mærke selvom temperaturen i nogle af dagtimerne stadig er på den gode side af de 20 grader. Sandalerne og sommerkjolerne bliver stadig brugt. Men julenisser, engle og glimmer er et hit - specielt hos de tyske turister, som der er en del af i bybilledet i Nykøbing.

-Vi fandt julepynten frem i 1. september, og det er altså bare et hit blandt kunderne. Mange stopper op og kigger lidt, nogle bliver lidt forundrede, men mange køber noget. Og det er specielt turisterne, siger Pia Rettig, der er butikschef.

For hende er julen delt ind i tre områder; Guld og rød jul, julen hvor farverne grå og grøn kombineres med sølv og sidst den brune jul.

- Vi sælger mest af den lidt mere gammeldags jul med rød og guld. De unge derimod er mere begejstret for den grå og grønne jul. Og ja, så er tyskerne vilde med vores stil, siger Pia Rettig, der indrømmer, at butikken først plejer at finde julepynten frem i uge 42. Ligesom mange af de andre butikker.

- Det er første gang, at vi gør det så tidligt. Men vi gør det fordi, at vi vil udnytte den kundestrøm, der er lige nu, siger Pia Rettig.

Imerco-butikken er også blandt de første i landet, der er i fuld gang med julen. Om ikke dén første.

- Vi bestemte her i butikken, at vi ville være den første, smiler Pia Rettig, som selvfølgelig har hørt et par bemærkninger fra nogle af kunderne.

- Nogle siger wouw, andre kommenterer, at det er tidligt med julepynt, men allligevel køber de noget, siger hun.

Selv er hun både til den røde og grønne jul.

- Men det kunne nu være flot med blot hvid og sølv. Men måske det vil være lidt kedeligt...

Annonceret indhold

Nyeste