Mennesker

Ungt par tager over hos Agger Købmandshandel

Tim Lybæk Vestergaard har 1. september overtaget ledelsen af butikken, og har taget kæresten Emma Lund Kristensen med til Agger

02. september 2021 kl. 13:02

AGGER: Tirsdag var der nye unge ansigter bag disken i Agger Købmandshandel.

Tim Lybæk Vestergaard har 1. september overtaget ledelsen af butikken, og har taget kæresten Emma Lund Kristensen med til Agger.

De to kommer begge fra Skals og har allerede fundet sig en bolig i Agger.

23-årige Tim og 18-årige Emma vidste ikke meget om Agger, før de rykkede teltpælene mod vest.

- Vi har da kigget TV-udsendelserne om Heavy Agger. Og vi har da også været heroppe et par gange og ”spionere lidt” - før vi startede i butikken. Så vi vidste lidt om området og naturen, som er meget anderledes end hvor vi kommer fra og er vokset op, fortæller det unge par.

Tim Lybæk Vestergaard kommer fra et job i Spar i Skals i ni år. Her begyndte han som flaskedreng og sluttede som fuldtids butiksassistent.

Tim har taget kursus i ledelse i Spar-regi. Det var her han hørte, at der blev søgt efter ny daglig leder af købmandbutikken i Agger.

Den nye mulighed for at udleve drømmen som købmand blev vendt derhjemme, og der skulle ikke overvejes mange gange, før det unge par sprang på udfordringen.

- Det er jo en god butik vi nu får ansvaret for. En butik som der er investeret meget i, lyder det fra Tim Lybæk Vestergaard

Han overtager jobbet som butikschef efter Jens Christian Olsen (JC, red.), som har ønsket at stoppe af helbredsmæssige årsager.

- JC vil over de næste par måneder overdrage de mangeartede arbejdsopgaver til Tim, fortæller Søren Nielsen, formand for foreningen Erhverv og Landsby i Udvikling ApS, hvis 273 medlemmer er partshavere i butikken som åbnede 14 maj 2016.

- Agger Købmandshandel har over årene udviklet sig til en rigtig god butik, med en fantastisk lokal opbakning. Omsætningen er støt steget hvert år, med over 10 procent årligt - som trappetrin. Der er løbende blevet investeret med tilbygning, nyt inventar og IT. Og engagementet fra frivillige, der gør et stort stykke arbejde i butikken, er stadig stort fem år efter åbningen, fortæller Søren Nielsen.

Han giver en stor del af æren for at det er gået godt til Jens Christian Olsen, som har været med fra dag ét.

- Bestyrelsen, de frivillige og Aggerboerne vil udtrykke en kæmpe tak til JC. For en store arbejdsindsats gennem alle årene, for Agger Købmandshandel og for hans altid lune og omgængelig personlighed.

Vi ønsker JC et godt otium i Agger, lyder det fra formanden for Erhverv og Landsby i Udvikling ApS.

Det nye unge købmandspar og JC fejres lørdag kl. 11 ved en lille reception.

Annonceret indhold

Nyeste