Livet her

Bunkeren er endnu ikke væk - men det kommer den

Bunkeren på Åbrinken i Thisted er snart fortid, siger entreprenør Allan Thomsen

01. oktober 2021 kl. 09:55

THISTED: I marts kunne Thy - Mors Ligeher.nu fortælle om nedbrydningen af en tysk bunker fra anden verdenskrig på Åbrinken i Thisted.

Nu næsten syv måneder senere, er hovedparten af bunkeren fjernet. Men tilbage står stadig en stor del af den genstridige bunker stadig på grunden.

Men ikke ret længe.

For snart er også den del hamret i stykker og fjernet, så ejeren af grunden kan komme videre med sine planer på stedet.

- Vi har af hensyn til naboerne ikke hamret hen over sommeren. Derfor er vi ikke kommet i mål endnu. Men vi må også erkende, at det er blevet noget sværere at fjerne bunkeren end vi troede i begyndelsen. Det er godt nok en solid klods. De kunne også lave solidt beton arbejde den gang, fortæller entreprenør Allan Thomsen, Vorupør, der står for arbejdet.

- Nu er vi i gang igen. Og alt efter om ejeren af grunden vil have selve bunkerens fundament fjernet, eller den kan få lov at blive tilbage dybt nede under jorden på den nye grund - så kan vi være færdige om en god uges tid, tilføjer han.

Allan Thomsen fortæller, at omkring 1600 tons beton er kørt væk.

Og så er der samlet omkring 25 tons armeringsjern fra den solide bunker.

Ud over selve bunkeren er der fundet forskelligt inventar fra bunkeren.

Blandt andet er der dukket en særdeles solid dør op.

Ligesom luftfiltre, rør og ledninger.

Det mest opsigtsvækkende er en rusten bundramme af en folkevogn.

Bildelen er blevet hentet af nogle VW-nørder. For i rammen kunne de finde stelnummeret. Nu vil de også forsøge at finde historien bag folkevognen. Om den har tilhørt de tyske tropper på stedet ved Allan Thomsen ikke.

Annonceret indhold

Nyeste