Turistchef Bente Kristensen bød velkommen til de fremmødte inden åbningen onsdag formiddag af Morsø Turistbureaus nye domicil. 
Livet her

Vi kigger ikke tilbage: Adressen er nu Vestergade 10

Afskeden med den gamle toldbod har dog ikke været nem. Og turistchefen ønsker sig et korps af frivillige, der bl. a. kan hjælpe med at de hente udlejningscykler, som der ikke er plads til i Vestergade

01. marts 2023 kl. 18:00

NYKØBING: - Vi har sagt farvel til den skønneste plet på Mors. Men en streg er trukket, og vi kigger ikke tilbage.

Med blandt andet disse ord bød Bente Kristensen, turistchef for Mors, velkommen til den første åbningsdag i Morsø Turistforenings nye domicil på adressen Vestergade 10. 

Turistforeningen har som bekendt været tvunget til at flytte, efter at Morsø Kommunalbestyrelse sidste år besluttede at sælge den gamle toldbygning, hvor turistbureauet har haft til huse i næsten 50 år. Og trods forsikringen om, at hun og bureauets øvrige medarbejdere ikke vil kigge tilbage, lagde Bente Kristensen altså heller ikke skjul på, at afskeden med havnen ikke har været nem. 

Bent Jensen, ejer af bygningen, hvor Flügger Farver tidligere havde til huse, foretog det officielle snoreklip. 

Nu er adressen er altså gågaden, nærmere bestemt den vestlige ende, i det butikslokale, hvor Flügger Farver tidligere havde til huse. Ejendommen ejes stadig af den tidligere indehaver af farveforretningen, Bent Jensen. Han fik æren af at klippe den røde snor til det nye turistbureau.

På den nye adresse er der skriveborde bag skranken til bureauets fire menige medarbejdere - samt et kontor til turistchefen. 

Men pladsen er cirka 50 kvadratmeter mindre på den nye adresse. Samtidig er huslejen højere, og uden den fordelagtige huslejeaftale, som turistforeningen hidtil har haft med Morsø Kommune. Og medarbejderne får langt til de to lokaler på havnen, hvor turistbureauets næsten 100 udlejningscykler er opstaldet, sammen med kanoer og kajakker.

Birgitte Jensen, medarbejder på turistbureauet, sammen med Kristina Lehmann Schjøtt, der er direktør for Destination Limfjorden.

Ønske: Frivillige

- Vi har ikke de samme opbevaringsmuligheder her. Så jeg drømmer om, at vi kan få et korps af frivillige, der kunne hjælpe med udlevering af cyklerne. Der er brug for et eller andet, også fordi vi er en mand mindre på kontoret, siger Bente Kristensen.

Sidste år havde turistbureauet godt 25.000 besøgende, der - ud over information om deres feriedestination - var kunder til feriehusudlejning, pakketure - og altså cykeludlejning.

Mange kiggede onsdag formiddag indenfor på det nye turistbureau.

- Tænk, hvis samme antal besøger os her. Og hvis de bidrager med 100 kroner pr. person, sagde turistchefen i sin åbningstale.

At der overhovedet er et turistbureau i en by som Nykøbing, det er i dag ingen selvfølge. I Thisted er det tilsvarende kontor netop lukket. Men her har turistforeningen heller ikke den samme forretning med bl. a. feriehusudlejning og pakketure.

- Jeg er helt overbevist  om, at turistbureauet har en fremtid på Mors. Vi har nogle ildsjæle, de står bag, og som kæmper for at få produkterne på markedet, siger turistforeningens formand, Thea Haugstrup.

Annonceret indhold

Nyeste