Maria Thinggaard Sørensen i aktion. Privatfoto
Livet her

Thybo står på hovedet på hesteryg: Nu skal hun til VM

Maria Thinggaard Sørensen er klar til VM i voltigering, en sport der kombinerer gymnastik, akrobatik og dans på ryggen af en galopperende hest.

19. august 2021 kl. 15:31

THY: Den 20-årige thybo, Maria Thinggaard Sørensen, er blandt de bedste i verdenen til sporten, voltigering, der fokuserer på at udføre akrobatik på ryggen af en hest, som galopperer rundt i en cirkel. I den kommende uge skal den unge thybo repræsentere Danmark ved VM i voltigering, der finder sted i Budapest.

Maria Thinggaard Sørensen blev nordisk mester i 2021 og har også international erfaring fra EM i Holland i 2019.

Men den kommende uges senior-VM er karrierens hidtil største udfordring. Her skal thyboen sammen med sin makker, Freja Linde, dyste mod de bedste i verden i disciplinen pas-de-deux, som er en disciplin, hvor to atleter er at finde på hesteryggen på samme tid.

Det er ikke første gang de to skal danne par til et stort internationalt mesterskab. Tilbage i 2019 havde de deres debut, som par i disciplinen pas-de-deux, hvor de formåede at tage sejren til de nordiske mesterskaber. Dertil har det danske par også imponeret til flere internationale stævner, kaldet CVI-stævner, hvor de blandt andet har taget en førsteplads i Ungarn såvel som i Belgien.

På forhånd er drømmen en placering i top 10 ved VM.

- Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Jeg kommer fra en lille klub i Sjørring, og det er super fedt at få muligheden for at repræsentere den internationalt også, fortæller Maria Thinggaard Sørensen.

Hun er ikke kommet sovende til sin succes inden for voltigering. Størstedelen af hendes tid går nemlig med træning. Hun træner ugentlig flere gange i Sjørring såvel som Vejle, hvorfor der i løbet af ugen bliver brugt store mængder tid bag rattet.

Den unge thybo glæder sig til VM i Budapest, men forhåbentlig stopper det ikke der. Danmark er nemlig udnævnt til at være vært for ECCO FEI Verdensmesterskabet 2022, som finder sted i Herning, hvorfor Maria også allerede drømmer om et verdensmesterskab nummer to - denne gang blot på hjemmebane.

Den ultimative drøm er dog at voltering kommer på det olympiske program.

- Det største ville være, hvis jeg fik chancen for at repræsentere Danmark til OL, siger Maria Thinggaard Sørensen.

Voltigering har blot været på OL-listen en enkelt gang, helt tilbage i 1920 i Antwerpen, Belgien.

Annonceret indhold

Nyeste