Efter weekendens afdeling af DM i pitbike ligger Mathias Rytter Kjeldsen nu på andenpladsen i den samlede stilling. Foto: S&K MX FOTO
Mennesker

Thybo rykker ned på andenplads

- Førstepladsen er stadig inden for rækkevidde, siger Mathias Rytter Kjeldsen

06. juli 2021 kl. 13:42

ESBJERG/HILLERSLEV: Efter weekendens afdeling af DM i pitbike er 18-årige Mathias Rytter Kjeldsen, Hillerslev, rykket ned på andenpladsen i den samlede stilling.

Femte afdeling blev kørt i Esbjerg, og i første heat kom den unge thybo godt fra start, men væltede to gange under løbet, hvorfor han undervejs lå som nummer sidst et par gange. Han fik dog kørt sig op og endte på en andenplads.

Også i andet heat røg pitbikekøreren i jorden to gange, men han formåede endnu en gang at køre sig op til at komme over målstregen som nummer to.

- Det er træls med to andenpladser, for jeg kunne nok godt have vundet første heat, hvis jeg ikke havde lavet et par fejl, men det er sådan, det er, og jeg må tage det bedste med derfra, siger Mathias Rytter Kjeldsen.

Efter femte afdeling af DM har thyboen altså nu mistet point til sin konkurrent og er to point bagud førstepladsen.

- Førstepladsen er stadig inden for rækkevidde, men jeg skal tage mig lidt sammen til næste afdeling, som bliver kørt i Holstebro sidst i august.

- Den burde jeg kunne hente lidt på, for det er en bane, jeg kender godt og føler mig tilpas ved, og sidst, vi kørte på den bane, kørte jeg fra dem alle sammen rimeligt overbevisende, siger Mathias Rytter Kjeldsen.

Annonceret indhold

Nyeste