Foto: Caroline Küntzel
Mennesker

SÅDAN!: Caroline er bare den hurtigste

Caroline Küntzel er nu tredobbelt dansk mester i sprint-disciplinen i SUP

16. august 2021 kl. 08:35

Der var gang i den i dag, lørdag, da DM-guldet skulle fordeles inden for sprint-disciplinen i SUP. Og det skulle vise sig, at Thyboerne var imponerende hurtige på vandet

Til dette arrangement, der fandt sted i Sæby, var Thy repræsenteret i stor stil, eftersom den mangedobbelte verdensmester, Casper Steinfath, juniorverdensmesteren, Christian Andersen og Caroline Küntzel, der pt. er i besiddelse af en virtuel verdensrekord inden for sprint, alle konkurrerede om DM-guldet i deres respektive rækker.

Med en virtuel verdensrekord inden for sprint, så kunne Caroline Küntzel meget vel kategoriseres som værende favoritten blandt kvinderne. Denne favoritværdighed levede den unge thybo også op til. Caroline sikrede sig guldet blandt kvinderne.

Blandt mændene var det også to thyboer, der stod øverst, da medaljerne skulle fordeles. Casper Steinfath tog sig af guldet, mens den noget yngre Christian Andersen nappede sølvet.

Medaljerne, der blev tildelt thyboerne, havde i år en lidt større betydning end tidligere. Det skyldes, at det rent faktisk var første gang, at atleterne fik tildelt officielle DIF-medaljer i forhold til et DM-arrangement inden for SUP.

– Det var et hårdt race. Min start var ikke speciel stærk, selvom det normalt er her, jeg er stærk, men jeg lå forrest hele racet og fik hentet en del på de sidste 100 meter. Der var hård modvind på de første 100 meter, men i medvinden på vej tilbage gik det rigtig godt. Jeg kom i mål et stykke før nummer to, hvilket jeg er super tilfreds over, fortæller Caroline Küntzel om sin guldmedalje.

Det, at der nu er officielle DIF-medaljer til DM indenfor SUP, er også noget den unge thybo ser positivt på.

– Det er superfedt at DM I SUP nu er med officielle DIF-medaljer. Det er fedt, at sporten begynder at gå i den retning, hvor man kan specialisere sig og tilkæmpe sig DIF-medaljer i hver disciplin. Det gør, at jeg i højere grad kan fokusere på mine favoritdiscipliner, som blandt andet er Sprint.

Sejren betyder også, at Caroline Küntzel nu er tredobbelt dansk mester i disciplinen Sprint.

Annonceret indhold

Nyeste