Tre hold frivillige skal i år på skovtur for at sikre produktionen af bl. a. Porse Guld. Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Porse Gulds redning: Frivillige i aktion tre dage

Udover medarbejdernes skovtur sendes tre hold frivillige ud i Nationalpark Thy for at plukke bl. a. porse til Thisted Bryghus

05. juli 2021 kl. 16:29

THY: De frivillige plejer at kunne klare efterspørgslen fra Thisted Bryghus på kun to dage.

Men på grund af den ekstraordinære situation, hvor bryghuset er løbet tør for porse, må indsatsen i år fordobles. 25. juni var alle bryghusets medarbejdere ude for at fylde spande og baljer med porse på det sædvanlige plukkested ved Tvorup Hul i Nationalpark Thy.

Og i august sættes de frivillige styrker ind over hele tre dage.

- I stedet for to dage bliver det så i år til fire, inklusive den dag, hvor medarbejderne var ude for at plukke, fortæller Torben Steenberg fra Vrads ved Silkeborg.

Han har titel af "overplukkemester" i den i øvrigt temmelig uorganiserede kreds af frivillige, der under navnet Thy Plukkeri hvert år sørger for, at Thisted Bryghus bliver forsynet med både porse og andre urter, som skal bruges i produktionen af de gyldne dråber.

Se også
Det utænkelige er sket for ikonisk Thisted-øl

I år bliver det 21., 24. og 25. august, de frivillige inviteres på skovtur i Thy. Den første dag er forbeholdt medlemmer af Danske Ølentusiaster fra Thisted, mens der de to andre dage er åbent for frivillige fra hele landet.

Indtil nu har 32 meldt sig til en af de tre dage. Men der er brug for flere, og alle kan være med - også andre end de cirka 400, som allerede er skrevet op i Thy Plukkeris kartotek.

Ud over porse skal der plukkes birkeblade, som bruges i nogle af Thisted Bryghus' specialøl fra nationalparken.

Porse Guld har været en del af bryghusets sortiment siden 1984. Men der kræves faktisk endnu mere porse til fremstillingen af en ny øltype, Sweet Gale.

Annonceret indhold

Nyeste