Livet her

Sorg og livsglæde i Stafet for Livet-plakat

Lisbeth Møllers plakat for Stafet for Livet i Thisted skal minde politikere om de mange børn, som mister en nær pårørende til kræft

03. maj 2021 kl. 18:08

THISTED: Kræft er desværre et emne, som ikke kun berører folk over 65. Også børn og unge kan blive ramt. Og rigtig mange børn oplever at miste en af deres forældre, eller en anden nær pårørende, til sygdommen.

Det vil Stafet for Livet i Thisted sætte fokus på med plakaten for indsamlingsbegivenheden, der finder sted 29. maj. Lisbeth Møller, tidligere billedkunstlærer, har lavet plakaten, som - på baggrund af et kort over Thy - både viser livsbekræftende aktiviteter og en sorgtynget pige.

Som en særlig plakat-stafet kunne formanden for Stafet for Livet i Thisted, Lejf Brogaard, mandag overrække de første eksemplarer af denne plakat til borgmester Ulla Vestergaard (S) og Peter Larsen (V), formand for børne- og familieudvalget.

Børns sorg et vigtigt fokusområde

- Vi vil gerne italesætte, at børns sorg bør være et vigtigt fokusområde, både politisk og ude på skolerne, siger Lejf Brogaard.

Ulla Vestergaard roste kunstneren for at både at skildre sorgen og livsglæden.

- Jeg glæder mig meget til at få lejlighed til at studere alle detaljer i billedet, sagde hun.

Mens hun i første omgang vil finde plads til billedet på borgmesterkontoret, vil Peter Larsen give stafetten videre og finde en skole eller institution, hvor den indrammede plakat kan hænge.

Det originale maleri har Thisted Kommunes Kulturrummet købt af kunstneren. Men pengene er givet videre til Stafet for Livet, fortæller Lisbeth Møller - der i øvrigt har arbejdet helt gratis.

Plakaten findes i forskellige størrelser og bliver solgt til fordel for Stafet for Livet. Begivenheden afvikles i år i en corona-sikker udgave - på Store Torv i Thisted, og rundt omkring i kommunen, hvor folk stiller hold til lokale stafetter til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Per Larsen holder hovedtalen

Børnene kommer helt sikkert også til at fylde i den hovedtale, som holdes under arrangementet i Thisted 29. maj. Arrangørerne har nemlig fået Per Larsen, tidligere chefpolitiinspektør og tidligere formand for Børnerådet, til at holde talen.

Annonceret indhold

Nyeste