Livet her

Stort projekt præsenteret i Hanstholm: By og havn skal spille sammen

Hanstholm skal huske at spille på sine styrker, mener ny styregruppe for storstilet projekt

16. juni 2021 kl. 17:04
Opdateret kl. 17:14

HANSTHOLM: Ingen by uden havn, og ingen havn uden by.

Det var hovedbudskabet, da den nye styregruppe for det storstilede projekt "Samspillet mellem By og Havn" holdt borgermøde på Hotel Hanstholm tirsdag aften.

Seancen varede et par timer, og undervejs blev borgerne præsenteret for nogle af de nye tiltag, som styregruppen arbejder med for at styrke turismen i byen.

Præsentationen lagde vægt på fire hovedpunkter:

"Fiskeriets Hus", der er tænkt som et erhvervshus på havnen, som skal rumme såvel Hanstholm Havns medarbejdere som et kontorfællesskab.

"Showroom for Fiskeriet", der skal være Hanstholms nye turistattraktion. Her får de besøgende et indblik i fiskeriets verden, og får mulighed for at komme tættere på et erhverv, der i dag er ganske lukket.

Der skal også kigges på udvikling af Kai Lindberghs Gade, der skal transformere den lange strækning langs havnen til et mere moderne og turistvenligt sted, hvor besøgende kan færdes sikkert uden at komme i vejen for havnens arbejde.

Og endelig et kunstprojekt i samarbejde med Statens Kunstfond, der skal være en fejring af havneudvidelsen, hvor fire kunstnere tilbydes at komme med et skitseprojekt, og det endelige værk udvælges til efteråret.

Havnedirektør Nils Skeby står i spidsen for styregruppen.

- Det er et vilkår over hele landet, at havnene åbner mere op og bliver en del af det omkringliggende samfund, sagde han, og henviste til et lignende projekt i Fredericia, der har fået navnet "Porthouse".

Generelt var der stor enighed blandt oplægsholderne i, at Hanstholm skal huske at spille på sine styrker. Især turistchef Mai Manaa slog på tromme for, at borgerne i Hanstholm skal være bedre til at fokusere på det gode og unikke ved deres by.

- Og så vil jeg gerne rose Hanstholm Havn for at vågne op af tornerosesøvnen og indse, at så stort et erhverv ikke kan undgå at være i samspil med deres by. Havnen er ikke noget uden byen, men byen er heller ikke noget uden havnen, sagde hun.

Samtidig med realiseringen af projektet arbejdes der på en ny masterplan for havnen og byen.

Annonceret indhold

Nyeste