Fra højre er det Victor Søgaard med frue, Joan og Leo Madsen fra Linolie Døre og Vinduer samt den nu tidligere direktør i Thy Erhvervsinvest Robert Hove og hans nyligt tiltrådte efterfølger Thomas Sandal Hansen.
Livet her

Ny vindueskoncern i Thy overtager Vipo i generationsskifte

Thy Vinduer Holding har pr. 1. juli overtaget Vipo i Vestervig

10. august 2021 kl. 12:26

VESTERVIG: Thy Erhvervsinvest har indgået er partnerskab med Leo og Joan Madsen, der har driftet Linolie Døre og Vinduer i Vemb i flere år, og har oprettet virksomheden Thy Vinduer Holding.

Nu har det nye fælles selskab gennemført sit første opkøb med overtagelsen af Vipo A/S i Vestervig. Vipo har mere end 30 år på bagen som producent af vinduer og døre og beskæftiger i alt 19 medarbejdere.

Ejer Victor Søgaard har i flere år drømt om et generationsskifte, der ville tillade ham at gå på pension. Det lykkedes, da han pr. 1. juli kunne overdrage driften til Thy Vinduer Holding.

Det er første gang, Thy Erhvervsinvest er medejer af et holdingselskab, der ejer flere virksomheder. Direktør i Thy Erhvervsinvest Thomas Sandal Hansen ser store muligheder i den nye konstellation:

- Både VIPO Vinduer A/S og Linolie Døre og Vinduer ApS er veldrevne virksomheder med godt fat i deres respektive markeder. Markedet for specialvinduer forventes at vokse de kommende år, og derfor giver det utrolig god mening at forene kræfterne og stå som en markant spiller på markedet, siger han i en pressemeddelelse.

Begge virksomheder oplever øget efterspørgsel på specialvinduer, hvilket især tilskrives renovering af bevaringsværdige bygninger i storbyerne, ligesom private viser stigende interesse i at bevare hjemmets gamle stil.

Det fælles ejerskab sikrer de 19 arbejdspladser, der lige nu er i VIPO A/S i Vestervig. Derudover er Thy Vinduer Holding A/S beliggende i Thisted Kommune og dermed betales hele koncernens skat i Thisted Kommune.

Annonceret indhold

Nyeste