To anmelderroste nycirkusartister, Samuel Gustavsson og Petter Wadsten, åbner Limfjordsteatrets nye sæson med forestillingen ”W/Hole”, der spiller i teaterhuset på Mors. Ellers er sæsonens ekstra mange forestillinger for såvel voksne som børn fordelt mellem Mors og Thy. Foto: Søren Meisner
Livet her

Limfjordsteatret klar til historisk sæson

Sæsonen markerer endnu en milepæl i teatrets historie med åbning af teaterhuset i Thy - og et årskort, der gælder til begge huse

18. august 2021 kl. 12:03
Opdateret kl. 16:46

THY-MORS: To anmelderroste jonglører, Samuel Gustavsson og Petter Wadsten, åbner Limfjordsteatrets nye sæson med en underfundig, spektakulær og humoristisk forestilling ”W/Hole” 30. og 31. august.

Det skriver teatret i en pressemeddelelse.

”Et mesterligt makkerpar … der fornemt forener forestillingens store spektakulære og visuelle kvaliteter med oplevelsen af to nycirkusteaterartister i særklasse”, som det lyder i en anmeldelse fra Teateravisen.

Forestillingen er spækket med utraditionelle rekvisitter som 9 skovle, 11 spande, 76 meter reb, 3 stiger og 1 termokalde med varm kaffe.

- Vi glæder os til at komme i gang igen og lægger stærkt ud med en meget rost, international nycirkusforestilling instrueret af Nina Kareis fra Livingstones Kabinet, som ofte har gæstet Limfjordsteatret. En sjov, ordløs, filosofisk og skarpt timet forestilling med masser af sand på gulvet, siger teaterdirektør Gitta Malling.

Forestillingen bliver vist i Limfjordsteatrets runde teaterhus på Mors, hvilket ikke længere er en selvfølge. I år sætter Limfjordsteatret nemlig endnu en milepæl i sin historie med indvielse af teaterhuset på Frederiks Torv i Thisted – og sæsonens ekstra mange forestillinger er fordelt mellem Mors og Thy.

- Vi håber publikum har lyst til at se forestillinger begge steder. Derfor har vi besluttet, at vores populære årskort skal gælde til alle professionelle forestillinger både på Mors og i Thy, siger Gitta Malling.

Med et årskort i hånden kan man således bestille billetter til samtlige 19 forskellige voksenforestillinger, syv børne- og tre familieforestillinger, uanset om de vises på Mors eller i Thy. Allerede efter fire forestillinger er kortet tjent ind.

Næste arrangement er 11. september, hvor teaterhuset i Thy skal have en stor og festlig åbningsfest.

- Vi ser frem til en ny og helt anderledes sæson, siger Gitta Malling.

Annonceret indhold

Nyeste