Arkivfoto.
Livet her

Kvinde uden kørekort stoppet med narko i blodet: En halv time senere var den gal igen

Kvinde havde lånt en bil, selvom hun var på stoffer og ikke har kørekort - og da bilens ejer ville køre den hjem, blev han stoppet for de samme forseelser

17. august 2021 kl. 08:54

THISTED: I nat kl. 00:30 var en patrulje ude at køre, da de standsede en bil på Vorupørvej.

Bag rattet sad en 34-årig kvinde fra Thisted-området. Det var uheldigt, eftersom kvinden har fået frakendt sit kørekort, og patruljen kvitterede med en sigtelse for det forhold.

Imidlertid fik betjentene også mistanke om, at kvinden var påvirket af narko eller lignende rusmiddel, hvorfor hun blev taget med på stationen til en blodprøve.

Bilen tilhørte ikke den 34-årige kvinde, men en 43-årig mandlig bekendt. Han fik dermed en sigtelse for at have overladt føringen af bilen til en person uden kørekort.

En halv time senere kunne politiet så stoppe den selvsamme 43-årige mand, der havde genoptaget køreturen der, hvor den 34-årige kvinde blev stoppet.

Det viste sig, at den 43-årige heller ikke havde noget kørekort, for det havde han ikke erhvervet sig. Til gengæld var også han mistænkt for at være under påvirkning af narko, og han kunne slutte sig til sin 34-årige bekendte, da han blev taget med på stationen til blodprøveudtagelse.

Annonceret indhold

Nyeste