Nils Skeby, havnedirektør ved Hanstholm Havn, er begejstret ved udsigten til en maskinmesteruddannelse i Thisted. Han mener, at uddannelsen passer godt til de kompetencer, som Hanstholm Havn får brug for i fremtiden. Arkivfoto
Livet her

Jubel over uddannelse hos det lokale erhvervsliv

Maskinmesterskole er guld værd på mange fronter, lyder det fra Thy Erhvervsforum

02. juni 2021 kl. 10:59
Opdateret kl. 11:06

THY: I sidste uge præsenterede regeringen et uddannelsesudspil, der lægger op til at oprette 25 nye uddannelsessteder uden for landets fire største byer fra 2025.

Som en del af udspillet er der lagt op til at etablere en maskinmesteruddannelse i Thisted, og det vækker stor begejstring hos det lokale erhvervsliv, lyder det i en pressemeddelelse fra Thy Erhvervsforrum.

En af dem, der glæder sig over, at udspillet giver mulighed for i fremtiden at uddanne sig til maskinmester i Thisted, er erhvervschef Anne Hansen fra Thy Erhvervsforum.

- Mange virksomheder i Thy er rigtig interesserede i at få flere tekniske kompetencer tilført, såsom maskinmestre. Maskinmesteruddannelsen har et godt renomme ude hos virksomhederne, fordi det er en så alsidig og praktisk uddannelse, som passer utrolig godt til det store produktionserhverv, vi har i området, siger Anne Hansen i pressemeddelelsen.

Se også
Martec vil uddanne maskinmestre i Thisted

Hun fortæller, at man hos Thy Erhvervsforum vil gøre alt, hvad der skal til for at hjælpe med at give de studerende den bedst mulige uddannelse i Thy.

- For eksempel ved at skabe en stærk kontakt mellem de studerende og lokale virksomheder i forbindelse med praktik og lignende. Vi er klar til at strække os langt, for en uddannelse som maskinmester vil være guld værd for vores område på mange fronter, siger Anne Hansen.

Anne Hansen fra Thy Erhvervsforum mener, at en uddannelse som maskinmester vil være guld værd på mange fronter. Privatfoto

Nils Skeby, havnedirektør ved Hanstholm Havn, er også begejstret ved udsigten til en maskinmesteruddannelse i Thisted.

Han mener, at det vil være en stor fordel med en maskinmesterskole lige i nærheden, fordi uddannelsen passer godt til de kompetencer, som Hanstholm Havn får brug for i fremtiden.

- Der vil i det næste årti blive brug for mange tekniske kompetencer som maskinmestre og lignende på Hanstholm Havn, fordi vi lige nu går ind i en fase, hvor der skal ske utrolig stor udvikling i forbindelse med havnens omstilling til grøn energi og en mere bæredygtig fremtid for fiskeriet.

- Maskinmester er samtidig en uddannelse, som fiskere, der gerne vil på land og arbejde, kan gå i gang med, og de vil have gode forudsætninger og erfaringer i forhold til at tage sådan en uddannelse, siger Nils Skeby.

Godt for bosætningen

Ifølge Tage Odgaard Nielsen, der er formand for DI Thy/Mors og direktør for Frontego A/S, er maskinmester en ”bragende god uddannelse”. Han mener, at den ikke mindst vil have betydning for bosætningen i området.

Ifølge Tage Odgaard Nielsen, der er formand for DI Thy/Mors og direktør for Frontego A/S, er maskinmester en ”bragende god uddannelse”. Arkivfoto: Peter Mørk

- En uddannelse som maskinmester vil gøre, at flere unge mennesker vælger at blive og læse i Thisted i stedet for at rejse til de større byer, men også at folk udefra vil komme til området for at studere. Når de så har fået øjnene op for alt det gode, Thy har at byde på, er chancerne store for at de vælger at blive i området og få job, stifte familie og så videre, siger Tage Odgaard Nielsen.

Han tilføjer:

- Det vil jo naturligt skabe mere arbejdskraft, som virksomhederne i området har så meget brug for, og jeg tænker ikke kun for Thy, det vil jo smitte af langt ud i de omkringliggende kommuner også, siger han.

Se også
Maskinmester - en drømmeuddannelse i Thisted
Annonceret indhold

Nyeste