Livet her

Fodbold-sensation: FC Thy tromler Brøndby i pokalfinalen

FC Thy-Thisted Q slog store bededag overraskende topholdet Brøndby i pokalfinalen på hjemmebane

30. april 2021 kl. 16:52
Opdateret kl. 20:35

FODBOLD: FC Thy-Thisted Q skrev store bededag historie, da det lykkedes klubben at vinde pokalfinalen for første gang.

Malene Sørensens to mål blev afgørende for hjemmeholdets triumf, idet FC Thy vandt med 2-1.

Hjemmeholdet lukrerede især på giftige omstillinger, og det gav pote. Defensivt afværgede man flot, blandt andet via en stærk præstation i målet af Maja Bay Østergaard.

FC Thy - Brøndby IF 2-1 (0-0)

Mål: 1-0 Malene Sørensen (54. minut), 1-1 Maja Kildemoes (83. minut), 2-1 Malene Sørensen (86. minut)

Advarsler: Kathrine Winnem Jørgensen, Brøndby (67. minut), Nadia Søderberg, FC Thy (71. minut)

Opstilling (4-4-2): Maja Bay Østergaard - Signe Damsgaard (Nadia Søderberg, 69. minut), Line Kristensen, Mathilde Kjeldgaard, Agnete Marcussen - Lotte Bak (Malene Yde, 78. minut), Camilla Nielsen (Olivia Bergmann, 78. minut), Sarah Dyrehauge, Beate Marcussen - Rikke Dybdahl, Malene Sørensen (Michelle Sandfeld, 90. minut)

Dommer: Frederikke Lydia Søkjær

Tilskuere: 464

Der var fans fra begge lejre til stede. Bedst illustreret, da stadionspeakeren et kvarter før kampstart bad begge holds fans om at tilkendegive, hvem de holdt med. Et respektabelt antal Brøndby-fans kunne høres, men blev kort efter overdøvet af hjemmepublikummet.

Ligesom på tribunen, var det også hjemmeholdet, der lagde bedst fra start på banen.

Brøndbys Theresa Eslund, tidligere Nielsen, kom efter fem minutters spil frem til en større chance, men afslutningen var nem at redde for Maja Bay Østergaard i Thy-målet, for den manglede både kraft og skarphed.

Du kan se samtlige billeder fra opgøret nederst i artiklen.

Et dusin minutter inde i kampen forekom et større spilstop, da FC Thys Line Kristensen blev sendt i græsset efter en duel med Brøndbys Nanna Christiansen.

Midtvejs inde i første halvleg blev det også tydeligt at se, at FC Thy ikke var gearet til det store, høje pres hele kampen. Brøndby fik mere fat og ad flere omgange lykkedes det også gæsterne at komme frem til chancer.

En halv time inde i kampen kombinerede FC Thy sig fint igennem Brøndby-forsvaret, og det resulterede i, at Rikke Dybdahl stod i en ret gunstig position. Angriberen placerede dog sit skud direkte på Brøndby-målmand, Nanna Bahnscheer.

Se også
FC Thy-træner: En surrealistisk følelse at stå med guldet om halsen

Også Mathilde Kjeldgaard måtte en tur i græsset efter en duel tæt på Thisteds mål. Men ligesom sin holdkammerat, Line Krisensen, kom hun på banen umiddelbart efter behandling og tilsyn.

Der faldt ingen mål i første halvleg, men det skortede absolut ikke på hverken chancer eller dueller.

Kort inde i anden halvleg kom forløsningen så. Malene Sørensen blev spillet fri i banens højre side, og for første gang i kampen var afslutningen med en hidtil uset klinisk præcision. 1-0 til hjemmeholdet, og så kunne jublen eksplodere.

FC Thy kørte mest på omstillinger, og det kastede af og til en række dødbolde af sig. Blandt andet en dødbold omkring halvcirklen, som Malene Sørensen lumsk forsøgte at sende i netmaskerne, da de fleste troede, hun ville sende bolden ind som et indlæg.

Den for Brøndby indskiftede angriber, Rebeka Winther, sendte en flad afslutning af sted, som dog røg snært forbi Thy-målet.

Hjemmeholdets Lotte Bak fik en scoring serveret på et sølvfad, men brændte på det skammeligste Malene Sørensen indlæg et kvarter før tid.

FC Thy formåede dog ikke at holde gæsterne stangen. Tæt på målet steg Brøndbys Maja Kildemoes op og stødte til bolden med sit hoved. Afslutningen kunne uberørt passere målstregen, og så stod der 1-1 med 10 minutter igen.

Det skulle dog imidlertid ikke blive kampens sidste mål. Malene Sørensen sendte for anden gang i kampen bolden i nettet, og så kom guldmedaljerne til Thy.

Annonceret indhold

Nyeste