Livet her

Endelig spiller musikken igen: Alive Festival tilbage til rødderne i lilleput-setup

Det føltes lidt som juleaften på en torsdag eftermiddag i juli, da Alive I Haven blev skudt i gang

29. juli 2021 kl. 20:31
Opdateret kl. 20:37

THISTED: De seneste halvandet år har bragt afsavn for de fleste.

For os, der elsker live-musikken, har stribevis af aflyste musikfestivaler efterladt et mærkeligt tomrum, der ikke for alvor kan fyldes ud, før vi igen har flis under gummistøvlerne, en fadøl i hånden og liflige toner i øregangene.

Torsdag eftermiddag gjorde Alive Festival sit for at indhente det tabte, da man endelig kunne byde de længe ventede gæster velkommen. Godt nok er fortsatte coronarestriktioner skyld i, at arrangementet i år er mærkbart nedskaleret til en lilleput-version, men det havde ikke skræmt publikum væk fra ”Alive I Haven”, som arrangementet er blevet døbt.

Til forveksling ligner Alive I Haven en helt almindelig festival, som vi husker dem: Der er fadølsboder og foodtrucks, en lille smule mudder og de berygtede festivaltoiletter. Centralt på pladsen står et stort træ, hvorunder der er opbygget siddepladser, og her havde talrige gæster taget ophold allerede tidligt på eftermiddagen, hvor en summen af menneskestemmer på én gang føltes uvant og enormt velkomment.

- Vi har savnet fadøl og flis. Og bare at komme ud og mærke noget festivalstemning, sagde 26-årige Jacob Førgaard, der kommer fra Esbjerg.

Han sad blandt andre sammen med 28-årige Ida Nørgaard Hansen fra København, der især havde glædet sig til at møde nyde mennesker:

- Folk smiler meget, og det er virkelig dejligt at se nye ansigter, uden at det er ulovligt. Det føles stadig lidt forbudt, grinte hun.

Se også
Calby forkælede ved festivalåbning

Bænket under træet var også Emil Tosti på 31 år fra København. Han var på festival med sin kæreste, 25-årige Louise Vandet fra Thisted.

- Vi kommer for at mærke stemningen og opleve en lidt mindre festival. Følelsen er så nice, sagde han, og blev suppleret af Louise Vandet:

- Der er en spontanitet, som vi har savnet. Under corona har det været nøje planlagt, hvis man skulle være sammen med andre mennesker, sagde hun.

Gruppen glædede sig i det hele taget til igen at opleve live-musik, men især Blaue Blume, der skal spille torsdag aften, og derudover ser de frem mod Lydmor og Iceage, der indtager scenen lørdag aften.

Alive I Haven fortsætter frem til lørdag ved midnat, hvor minifestivalen lukker og slukker for i år.

Annonceret indhold

Nyeste