Politiet vil gerne i dialog med en lastbilchauffør, der kunne være vidne til dødsulykken, der skete lørdag 27. februar ved Øsløs omkring klokken halv fem om morgenen. Arkivfoto
Livet her

Efterlyser lastbilchauffør

Politiet i Thisted efterlyser en lastbilchauffør, der muligvis kan sidde inde med nyttige oplysninger om dødsulykken tidlig lørdag morgen 27. februar

03. marts 2021 kl. 09:00
Opdateret kl. 09:09

Ulykken skete på Aalborgvej ved Øsløs, hvor en 20-årig mand fra Aalborg-området havde været til fest. Kort før kl. 04.30 ringede han hjem og bad om at blive hentet, men besluttede alligevel at låne en cykel for at køre familien i møde. På vejen går det galt.

En 29-årig mand fra Thisted ringer 1-1-2 og fortæller, at han i sin bil har påkørt noget - muligvis en cyklist. Den 29-årige mand havde ingen chance for at undgå påkørslen, da den 20-årige mand var helt mørklagt.

Ifølge bilinspektøren er cyklen blevet kørt over. Om den 20-årige er væltet på cyklen før påkørslen, eller hvad der er sket, vides ikke.

Den 29-årige bilist har ikke været påvirket af stoffer eller spiritus.

Nu vil politiet gerne have fat i en lastbilchauffør, der kørte i retning mod Thisted lørdag 27. februar cirka klokken 04.25.

- Vi tror ikke, at han har gjort noget galt, vi vil bare gerne snakke med ham, om han skulle have set noget, siger politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Politiet kan kontaktes på 114.

Annonceret indhold

Nyeste