Livet her

Dronning over store vidder: Thy har både natur og meget andet med kongelig kvalitet

Det var ægte dronningevejr, da Thy havde royalt besøg - blå hav, sol og blå himmel og masser af flag

30. august 2021 kl. 21:39
Opdateret 13. januar 2022 kl. 16:04

THY: Alt klappede, da Dronningen og Thy mandag satte hinanden stævne.

Klokken 10 gik Danneborg til kaj i Hanstholm og Dronning Margrethe tog hul på et dagsprogram, som let kunne tage pusten fra de fleste, men som blev den fest, et royalt besøg altid er.

På kajen vajede faner og flag. Nogen havde, som Nadja Vang fra Hanstholm Skole, valgt at male de rød-hvide farver i ansigtet. Hvorfor.

- Jo, det er jo ikke så tit Dronningen kommer på besøg, siger hun.

Om eftermiddagen i auktionshallen på Hanstholm Havn konstaterer 86-årige Svend Heiselberg, at Dronningens besøg på en egen måde slutter en cirkel.

- Dronningen var her også i 1977, hvor hun var med til at markere den første havneudvidelse. Nu indvier hun den seneste, siger Svend Heiselberg, efter at Dronning Margrethe med tre slag på auktionens klokke markerede indvielsen af den udvidede og fremtidssikrede havn. Klokken var den samme, som hendes far, Frederik IX, ringede med, da han i 1967 indviede Hanstholm Havn.

Dronning Margrethe udtrykte glæde over igen at være i Hanstholm med Dannebrog og lod tankerne gå tilbage til, da hun som barn havde besøgt byen. Dengang var her ingen havn, kun en lang mørk mole.

Med tre slag på auktionsklokken markerede Dronning Margrethe indvielsen af den ny, større og fremtidssikrede Hanstholm Havn. Frederik IX slog på samme klokke ved havneindvielsen i 1967. Foto: Bo Lehm

- Alt godt for havnen, lød det fra Dronningen, inden hun ringede med auktionsklokken og begav sig tilbage til kongeskibet, hvor der mandag aften var souper for indbudte gæster. Dannebrog forlod havnen klokken 21, mens et fyrværkeri på skrænten over havnen markederede afslutningen på en royal dag i Thy.

Se også
LIVE: Dronningen ringer på klokken og indvier havneudvidelsen i Hanstholm

- Vi er vel alle lidt royale, konstaterede Ole Andersen fra Strandby. Han var på plads med formiddagskaffen ved Bunkermuseet, som var ramme om den officielle modtagelse af Dronningen.

Andre var også på plads. Formiddagens næste programpunkt var et besøg på Det Nordatlantiske Fyr fulgt af en gåtur til skrænten over Nationalpark Thy og nok dagens mest storslåede udsigt.

Det er godt at kende en smutvej. Rikke Paulsen, Heidi Larsen og Karina Sand Jørgensen havde taget cyklerne ud til et møde med Dronningen på skrænten højt over Hanstholm Vildtreservat. Foto: Bo Lehm

Her havde Rikke Paulsen, Heidi Larsen og Karina Sand Jørgensen brugt deres kendskab til områdets smutveje og taget cyklerne ud til deres helt eget møde med Dronningen. Godt nok lidt på afstand, men alligevel. Og bedst af det hele. De fik lov at blive.

Vi troede det var en minister - og så er det Dronningen, siger brødrene Holger og Günter Fleischer. Foto: Bo Lehm

Andre lod sig overraske. Brødrene Holger og Günter Fleischer, tyske turister, ville bruge det gode vejr til en tur ud til kysten. Ved fyret undrede de sig over det store opbud af politi.

- Vi troede det var en minister - og så er det Dronningen, siger de overraskede og beslutter at blive lidt længere.

I Vorupør er Nationalparkcenter Thy dagens tredje stop. Dronningen ankommer 13.20, men de første var på plads allerede ved ni-tiden for at overvære fejringen af centrets åbning, som ikke blev mindre festlig i Dronningens selskab.

I nationalparkcentret så Drinningen en film om tilblivelsen af det landskab, som i dag er nationalpark Foto: Bo LehmDet Nordjyske Mediehus

Blandt gæsterne var miljøminister Lea Wermelin (S). I januar 2020 tog hun første spadestik til centret, nu så hun den færdige bygning for første gang.

- Landskab og besøgscenter er kombineret på en fin måde. Det ser meget anderledes ud, end da jeg var her sidst, men det er en flot løsning, siger ministeren.

I centret, som er bygget ind i en klit, byder Torben Juul-Olsen, formand for nationalparkens bestyrelse, Dronningen velkommen med en film og tilblivelsen af de landskaber, som nu er nationalpark og som Dronningen ser mere af, da turen fortsætter til slægtsgården Gyrup. I dag et økologisk landbrug, et gårdmalteri - og så er det her, man laver Thy Whisky. Faktisk Europas bedste.

Slægtsgården Gyrup er både økologisk landbrug, gårdmalteri og Thy Whisky. Alt sammen en god historie som blev fortalt Dronningen af søstrene Ellen Nicolajsen og Marie Stjernholm Foto: Bo Lehm

Thy er også vandsport. På Spot Synopal i Thisted, en del af Cold Hawaii Inland, er der fuld gang i Thy Cablepark, der har gjort en gammel industrihavn til en rekreativ perle. For familien Bruhn Helleberg er besøget noget særligt. Far Thomas, formand for cableparken, modtog Dronningen, og mens to af hans døtre, Karla og Frida, lod sig trække rundt på vandet, var lillesøster Frida på syv en af dagens blomsterpiger. En opgave, der fik det til at kilde lidt i maven, men ellers var rimelig uproblematisk. Også selv om det var Dronningen, som kom på besøg.

Annonceret indhold

Nyeste