Privatfoto
Livet her

Danmarksmesterskabet glippede for Thysquashs damer

Holdet fik en 2. plads i Elitedivisionen

11. maj 2021 kl. 15:14
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:15

THY: Lørdag 8.maj spillede Thysquashs elitedamer finale i slutspillet mod Birkerød Squashklub. Mesterskabet blev afviklet i Herlev Hjorten Squashklub.

Rækkefølgen i kampen var aftalt til 1-2-3 single og dermed var første Thysquash spiller Mathilde Lauridsen mod Caroline Lyng.

Det blev en spændende affære, hvor kampen bølgede frem og tilbage, så den skulle afgøres i 5. sæt. Her viste Caroline Lyng mest rutine og vandt sættet og dermed kampen med 3-2.

Næste spiller på banen var Sarah Lauridsen mod Klara Møller. Også denne kamp blev en spændende en af slagsen og måtte også ud i 5. og afgørende sæt, inden den blev afgjort. Det skete først efter ombolde, hvor både Sarah Lauridsen og Klara Møller begge havde matchbolde, men til sidst måtte Sarah Lauridsen se sig slået med 12-14 efter flere lange dueller, hvor det var marginaler, der afgjorde kampen.

Dermed var sidste kamp uden den store betydning for holdkampens udfald.

Laura sejrede dog med flot spil over Christine Christoffersen med 3-1.

Det rakte jo ikke til 1. pladsen, men holdet fra Thysquash kunne tage hjem med æren i behold og en flot 2. plads i Elitedivisionen.

Annonceret indhold

Nyeste