Arkivfoto
Livet her

Brand i lade med 25 bigballer

Hurtig indsats fra brandfolkene betød, at ilden ikke spredte sig til stald eller naturen

05. juni 2021 kl. 12:12
Opdateret kl. 15:38

HANSTHOLM: En tydelig røgsøjle, der kunne ses langt væk, gav brandfolkene noget at køre efter, da der lørdag klokken 10.28 kom melding om brand på Skradekær sydøst for Hanstholm.

Indsatsleder Jesper Madsen fortæller, at der var opstået brand i en ældre lade på cirka 300 kvadratmeter.

- Der var 25 bigballer derinde og en lille traktor samt nogle redskaber til den, fortæller Jesper Madsen.

Det stod hurtigt klart, at brandfolkene skulle koncentrere sig om at begrænse skaderne til selve laden.

- Vores første opgave var at sikre brandspredning rundt om bygningen, da det hele var i brand. Vi skulle sikre, at der ikke gik ild i den omkringliggende vegetation og så en lille løsdriftsstald, der ligger otte meter væk. Der var ingen fare for den, men det genererer rigtig meget varme, når halm brænder, fortæller Jesper Madsen.

Efter en times indsats på stedet afventede brandfolkene, at en redningskran fra Beredskabsstyrelsen i Thisted fik fjernet nogle stålplader.

- Der er også nogle spærfag, som truer med at falde ned, og som vi skal have fjernet, før vi rigtig kan gå ind og slukke helt ned. Men det hele er stille og roligt nu, og det var en hurtig indsats fra station Hanstholm til at få begrænset skaderne, siger indsatslederen.

Laden er udbrændt, men til gengæld var hverken dyr eller mennesker i fare, og ilden spredte sig ikke til den omkringliggende natur. Brandårsagen er endnu ukendt.

Annonceret indhold

Nyeste