Thisted FC gik skuffet fra banen, da de onsdag spillede uafgjort mod Skive IK. Arkivfoto: Henrik Bo.
Livet her

Thisted FC smed point i bundkamp - men træneren er stadig optimistisk

Thyboerne måtte dele pointene med Skive IK, da de to mandskaber onsdag aften mødtes i 2. division

18. august 2021 kl. 21:56
Opdateret 19. august 2021 kl. 09:59

FODBOLD: Thisted FC gik endnu en gang skuffet fra banen, da man onsdag spillede uafgjort mod 2-2 mod Skive IK i 2. division. Skuffelsen bliver dog ikke delt af alle i klubben.

- Jeg synes, at vi laver nogle dumme personlige fejl omkring målene, men derudover synes jeg, at vi spiller en god kamp, hvor vi flytter bolden flot rundt og skaber en masse muligheder, pointer cheftræner Bo Thomsen.

- Drengene sidder i omklædningsrummet efter kampen og er skuffede over, at de kommer bagud to gange, men jeg synes egentlig, det viser gode moral, at vi kommer igen og er tæt på at hive sejren hjem til sidst, tilføjer Thisted-chefen.

Se også
Thomsen efter tenniscifre: Det er uacceptabelt

Det var et TFC-hold, der kom ud til kampen med et stort nederlag i bagagen, efter de blot fire dage forinden tabte 1-6 til AB. Derfor skulle thyboerne for alvor ud at bevise noget i kampen med Skive IK.

Dog blev det ikke den drømmestart, som Thisted nok havde håbet på. Skive bragte sig nemlig foran med 1-0 efter kun tre minutter på et mål af Christoffer Maul Petersen.

Heldigvis kunne Thisted-spillerne hurtigt række armene i vejret, da Yao Dieudonne udlignede til 1-1 små to minutter efter.

Men det skulle ikke vise sig at være nemt for nordjyderne, der endnu engang kunne se bolden gå stille i mål, da manden med det kendte efternavn - Mads Agger - bragte Skive foran endnu en gang til stillingen 2-1 ved pausen.

Agger-navnet skulle også vise sig, at være vigtigt for begge hold. Det var nemlig Mikkel Agger, der for anden gang i kampen fandt målet, og udlignede til slutresultatet 2-2 for Thisted FC i det 68 minut.

Skive IK - Thisted FC 2-2 (2-1)

Målscorere: 1-0 Christoffer Maul Petersen (3. minut), 1-1 Yao Dieudonne (5. minut), 2-1 Mads Agger (17. minut), 2-2 Mikkel Agger (68. minut).

Advarsler: Gustav Nielsen (26. minut), Emil Lagergaard (75. minut), Frederik Fisker (92. minut)

Rødt kort: Frederik Fisker Nielsen, Skive (93. minut)

Annonceret indhold

Nyeste