Arkivfoto: Martin Damgård
Livet her

Thisted FC fik topscorer udvist, men reddede point dybt ind i overtiden

Efter søndagens opgør halter thyboerne hele 10 point efter Jammerbugt FC i toppen

02. maj 2021 kl. 15:48
Opdateret kl. 17:55

FODBOLD: Der var masser af drama, da Thisted FC søndag eftermiddag tog imod Frem i 2. division. To klubber, der begge kæmper for at hænge på i topstriden.

Det lignede længe, at thyboerne måtte gå fra banen som tabere, efter at Lucas Balck havde bragt Frem foran i slutningen af første halvleg.

Men næsten fem minutter inde i dommerens tillægstid dukkede Mathias Myrthue op og headede 1-1 i nettet efter en luftduel med gæsternes keeper, der gik helt skævt af bolden.

På det tidspunkt var begge hold reduceret til 10 mand, efter at først Thisted-topscorer Yao Dieudonne først fik rødt for at svinge armen bagud i en situation, hvor han blev revet i. Kort efter var det så Frems Paul Ngongo Iversen, der forløb sig og sparkede ud efter en modspiller og ligeledes fik marchordre.

Thisted FC fik i øvrigt også anfører Asger Bust skadet i anden halvleg, hvor han udgik med mistanke om en brækket næse.

Det ene point betyder, at Thisted FC holder fast i tredjepladsen i rækken, men det er også ensbetydende med, at thyboerne nu har hele 10 point op til duksene fra Jammerbugt FC, der sidder på den enlige direkte oprykningsplads.

Det positive er dog, at Thisted øgede luften til pladserne udenfor top-seks til nu fem point. Holdene fra nummer syv og ned degraderes efter sommerferien til landets fjerdebedste fodboldrække.

Annonceret indhold

Nyeste