Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Thisted FC fik ét point i Aarhus: Cheftræner blåstempler indsatsen

Topscorer Yao Dieudonne slog til igen og sikrede uafgjort i lørdagens 2. divisionsopgør

18. september 2021 kl. 20:40

FODBOLD: Det blev til et enkelt point, da Thisted FC lørdag var en tur på Riisvangen Stadion for at møde Aarhus Fremad i fodboldens 2. division.

Hjemmeholdet var kommet i front ved Mathias Christensen, der havde udnyttet en dødbold. Yao Dieudonne bragte imidlertid balance i regnskabet, da han viste, at hans normalt svagere højreben også kan afslutte. Han tordnede nemlig bolden i mål lige efter Fremads føringsmål til slutresultatet 1-1.

- Fremad var bedst i første halvleg, men vi fik bedre styr på det efter pausen, og de havde stort set ikke noget i åbent spil. Det var kun på dødbolde, at jeg var urolig, siger cheftræner Bo Thomsen, der samlet set var fint tilfreds med et point som udbytte af lørdagsudflugten til Aarhus.

- Vi mødte et godt hold på udebane, så det var et fint point, vi fik med, selvom vi var ved at kunne have taget alle tre. I første halvleg havde både Yao og Mikkel Agger en friløber hver, som blev brændt, siger Bo Thomsen, der fremhæver Yao og Laus Nielsen for fine personlige præstationer.

Thisted FC står noteret for 15 point for de første otte kampe i 2. division, og det betyder, at de ligger side om side med Hillerød og B93 på andenpladsen i rækken.

Annonceret indhold

Nyeste