Mors-Thy Håndbolds anfører, Emil Bergholt, sidder ude de kommende kampe. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Skade spænder ben: Mors-Thy må undvære sin anfører de kommende kampe

Emil Bergholt er sat ud af spillet de kommende kampe

16. februar 2021 kl. 15:11
Opdateret kl. 17:26

HÅNDBOLD: Cheftræner for Mors-Thy Håndbold, Jonas Wille, må undvære sin anfører i de kommende kampe. Den 23-årige Emil Bergholt er nemlig sat ud af spillet med en skade i sin venstre hånd og må dermed se til fra sidelinjen i en kortere periode. Det skriver håndboldklubben på sin hjemmeside.

Det er ikke den eneste nøglespiller, Mors-Thy må undvære i den kommende periode. Mads Hoxer er nemlig for nylig blevet opereret i knæet.

- Det startede jo med, at Erik Toft og Frederik Tilsted blev skadede i november. Så fik de to tilbage tilbage, og så har vi mistet Mads og Emil (Hoxer og Bergholt, red.), lyder det fra holdets cheftræner, Jonas Wille, til NORDJYSKE.

I 2017 skiftede Emil Bergholt fra Skjern Håndbold til TM Tønder Håndbold, men til sommer vender han hjem til netop skjernboerne efter ophold andetsteds de seneste sæsoner.

Efter to år hos tøndringerne skiftede Emil Bergholt det sønderjyske landskab ud med en tilværelse hos Mors-Thy Håndbold.

Emil Bergholt vandt kåringen som årets spiller hos Mors/Thy for 2019/20-sæsonen, hvor han fik hele 61 procent af fansenes stemmer.

I øjeblikket er Mors-Thy Håndbold placeret som nummer 12 i HTH Herreligaen, men håndboldklubben opgiver ikke klubbens målsætning.

- Så længe der er en teoretisk mulighed for en plads i slutspillet, så skal vi kæmpe for det. Det er klart, at vi skal helst have spillere alle klar, for at være så gode som muligt. Vi kan dog godt vinde kampe med de spillere, der er til rådighed nu, siger Jonas Wille.

Annonceret indhold

Nyeste