Livet her

Se billederne: Mors-Thy smed kæmpe føring efter pausen

Nordvestjyderne var foran med fem mål ved pausen, men tabte alligevel med 22-25 til SønderjyskE

11. februar 2021 kl. 21:35
Opdateret 12. februar 2021 kl. 08:08

HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold har stadig ambitioner om at blive en del af slutspillet i HTH Herreligaen, men den målsætning sejlede længere væk i horisonten, da Mors-Thy faldt helt sammen i anden halvleg.

Nordvestjyderne fik ellers en glimrende start på kampen hjemme på Mors, hvor de var foran med fem mål i pausen, men en god slutspurt fra SønderjyskE sikrede i sidste ende gæsterne en sejr på 22-25.

Se masser af billeder fra kampen nederst i artiklen

Mors-Thy offensiven indledte opgøret noget hakkende med stribevis af tekniske fejl, men en solid defensiv med målmand Rasmus Bech i spidsen gjorde, at hjemmeholdet efter fem minutter var foran med 2-0.

SønderjyskE fik i de efterfølgende minutter bedre fat i offensiven og straffede værternes mange fejl i offensiven.

Se også
Ung Mors-Thy-spiller har grebet chancen: - Det er gået meget hurtigt

Men gæsterne var knap kommet tilbage i kampen, før Erik Toft for alvor trådte i karakter. Med tre tordendrøn fra distancen sendte nordmanden Mors-Thy foran med 6-3.

Derfra var det kun et spørgsmål om, hvor stort Mors-Thy skulle føre ved pausen. For morsingboernes offensiv begyndte at spille på hele paletten med indspil til stregen, bredt til fløjene og skud fra distancen.

Frederik Tilsted kunne tilmed på to hurtige mål sende sit hold foran med 10-4 efter 20 minutter.

SønderjyskE fik lukket lidt af hullet frem mod pausen og kunne gå i omklædningsrummet nede med 13-8. En føring som Mors-Thy kunne have ønsket sig større, men holdet formåede ikke at straffe de mange dårlige beslutninger, som gæsterne tog.

Særligt effektiviteten fra fløjene var en mangelvare, hvor Tim Sørensen og Bjarke Christensen kun havde sendt en ud af syv afslutninger i kassen.

Det ændrede dog ikke på, at Mors-Thy havde mere end et fornuftigt udgangspunkt, da de to hold stod klar til de sidste 30 minutter.

Den korte pause måtte have gjort spillerne godt, for der blev lagt ud i et hæsblæsende tempo, hvor holdene byttede mål i begge ender.

Efter en jævnbyrdig indledning begyndte kampen at tippe i sønderjydernes retning. En scoring fra den tidligere Mors-Thy-spiller Marcus Dahlin reducerede således forspringet til 15-16.

Mors-Thy havde i denne periode af kampen svært ved at spille sig gennem sønderjydernes forsvar. Det gav cheftræner Jonas Wille anledning til at prøve et hav at forskellige offensive konstellationer.

Det ændrede ikke på, at SønderjyskE med 10 minutter tilbage, for første gang siden kampen startede, var tilbage på omgangshøjde.

Få minutter senere tog sønderjyderne også føringen med 22-21, og det var særligt spillerne fra Mors-Thy, der med teknisk fejl på teknisk fejl gjorde det svært for sig selv.

Med bare fire minutter tilbage skulle nordvestjyderne bruge et mindre mirakel, hvis de skulle have point med fra kampen. SønderjyskE havde udbygget føringen til 24-21.

Det blev som bekendt ikke til et mirakel for Mors-Thy, der nu har fire point op til den ottendeplads, der giver adgang til slutspillet.

Mors-Thy møder i næste kamp Skanderborg på udebane.

Annonceret indhold

Nyeste