Livet her

Analyse: Dansk herrehåndbolds epicenter ligger omkring Limfjorden

Det har været en helt eventyrlig sæson for både Aalborg Håndbold og Mors-Thy Håndbold

20. juni 2021 kl. 20:42
Opdateret 21. juni 2021 kl. 08:11

HÅNDBOLD: I en sæson, der har budt på nordjyske håndboldpræstationer, der kvalificerer sig til at være den bedste nogensinde qua Aalborgs resultater, er det et helt fantastisk punktum, som Mors-Thy sætter i den fortælling.

Den næsten sensationelle pokaltriumf fra det nordvestjyske håndboldhold understreger blot, at dansk håndbolds epicenter lige nu befinder sig i eller omkring Limfjorden.

Der har næppe været bedre stemning i Boxen siden de glade VM-dage i begyndelsen af 2019, som da Mors-Thy bragte sig på 26-22 i pokalfinalen mod Aalborg Håndbold. Stefan Madsens og Jan Larsens ansigtskulør begyndte så småt at matche Aalborgs spilletrøjer, mens der blev blottet mere eller mindre blege maver på stribe blandt de mest medlevende Bette Balkan-aktører. Med firemålsføringen og nogle entusiastiske fans i ryggen begyndte håb for alvor at blive forvandlet til tro blandt de tilskuere med blå sympatier.

Se billeder fra pokalfinalen nederst i artiklen

Langt de fleste af de cirka 5.000 mennesker i Boxen gik ind til finaledagen med en antagelse, der gik i retning af guld til Aalborg og et hæderligt finalenederlag til Mors-Thy. Men Bette Balkan-Banden ville det anderledes.

De kæmpede som gale og lod aldrig Aalborg komme ind i den rytme, hvor man kværner sin modstander i forsvaret og kører dem over i angrebet.

Faktisk var det lige modsat denne søndag. De langt over 1.000 Mors-Thy-fans havde sig årtiers fest på tilskuerpladserne, og de var helt sikkert medvirkende til, at Mors-Thy var i stand til at tage teten i store dele af kampen. Det blev bedst illustreret, da Aalborg fik kæmpet sig tilbage på 27-27 efter at have været nede med fire mål få minutter tidligere. Det var dog ikke nok til at slukke troen i de glødende Mors-Thy-øjne. Denne kamp tilhørte dem, og de nægtede at lægge sig ned trods Aalborgs comeback på måltavlen.

Som en anden David overvandt Mors-Thy kæmpen Goliat i skikkelse af Aalborg Håndbold. Ikke at Aalborg tog let på opgaven. Mors-Thy fortjener alle de roser, der kan proppes ned i pokalen for den måde, som man greb kampen an på.

Roser er der bestemt også til Aalborg Håndbold, der har haft en historisk god sæson med DM-guld og finaleplads i Champions League. Når denne sæson skal huskes om fem år, vil det være de to præstationer, der huskes. Pokalfinalenederlaget vil være en mindre ting, fordi man tabte. Omvendt er det naturligvis en kæmpe ting for Mors-Thy, for nu kan klubben sætte den første seniorpokal hjem i pokalskabet, mens Aalborg Håndbold slipper for at skulle udbygge Gigantium i denne omgang for at få plads til de mange trofæer.

Aalborg Håndbold skal nu nok få sine pokaler i de kommende år. Mens flere af de øvrige hold vinker farvel til markante profiler uden sikre erstatninger, har Aalborg den del på plads.

Annonceret indhold

Nyeste